Kaldebogstaver:

NTDQ/OULF - (A35)/B212

Byggeværft:

J. Ring Andersens Staalskibsværft, Frederiksøen, Svendborg. Nybygning 14.

Kontrakt:

12-13 maj 1914

Bygning begyndt:

20. juli 1914

Køllægning:

7. august 1914

Søsat:

5. december 1914

Prøvetur:

13. marts 1915

Leveret i Skælskør:

14. marts 1915

Sat i fart:

15. marts 1915

Skibstype:

Isforstærket last og passagerskib.

Klasse:

Bureau Veritas. Fra september 1963 Direktoratet for Statens Skibstilsyn, senere Søfartsstyrelsen.

Tonnager:

49,25 BRT - 20,36 NRT. Målt i 1964.

Fart:

ca. 9,5 knob.

Dimensioner:

20,57/18,29 x 4,29 x 1,85 m. Lastet dybgående 1,75 m.

Dødvægt:

17 tons. Deplacement fuldlastet: 83 tons.

 

Generelt

Skibets konstruktør var Jens Fisker Andersen, direktøren for skibsværftet.

Forstævnen er meget underløbet af hensyn til isbrydning og specielt isforstærket. I skibets halve længde fra forstævnen er placeret mellemliggende isspanter fra hoveddækket til ca. 0,5 m under let vandlinje. Isspanterne har samme dimension som hovedspanterne. Kølen er udformet som pladekøl. En for datiden meget moderne konstruktion, der ellers for små skibe først slog helt igennem ca. 1920.

em.2005.02.28.001De fire vandtætte skodder opdeler skibet i 5 rum. I det første findes nu beboelse for 1 mand (tidligere to mand). Forud for dette rum findes et mindre rum for stuvning af ankerkæden. I rum 2 findes lastrum med adgang gennem luge i hoveddækket. I næste rum findes kedel og maskinrum. I rum 4 findes agterlast med adgang dels fra maskinrummet og fra salonen på hoveddækket. Rum 5 er agterpeak. På hoveddækket findes kedel- og maskincasing. Disse er sammenbygget med salonen agter. Til denne er der adgang agter fra begge sider af skibet. Salonen var oprindelig opbygget med to damekamre på forkanten og havde oprindelig tre store vinduer i borde. Disse blev senere erstattet af koøjer. Disse blev senere igen erstattet af tre vinduer, da skabelonen til de oprindelige vinduer blev fundet på Nyborg Skibsværft. På hoveddækket findes der i begge sider af skibet et dækshus med toilet i styrbord side og pantry (tidligere postrum) i bagbord side. På brodækket, med adgang fra hoveddækket på begge sider af skibet, er der forrest indrettet styrehus med kompas, håndstyresøjle, maskintelegraf og talerør til maskinen. Skibet er udstyret med en mast og skorsten.

Agten for skorstenen på brodækket findes to ventilatorer for frisk luft til fyrpladsen og vandtank for toilettet. Agten for maskinskylightet findes kasse med redningsveste.

 

Hovedmaskinen

em.2005.02.28.003Compound dampmaskine bygget i 1914 af Steen & Kaufmann (Joh. C. Steen & F. Nolte) Maschinenfabrik & Eisengieserei, Elmshorn bei Hamburg, nr. 249. Cylinderdiameter * slaglængde: 185 / 345 * 230 mm, 75 IHK ved 216 omdr./min, 10 kg/cm2 på kedlen og vakuum ca. 85-90%.

Maskinen har Klugs gliderstyring med kasseglidere anbragt på siden af maskinen. Der er to faste udlægninger for frem og en for bak.

Tryklejet af Maudlays system er sammenbygget med hovedmaskinens bundramme.
Smøringen af cylindrene sker ved hjælp af en Mollerup smørepresse. 

Overfladekondensatoren (158 rør) med tilhørende luftpumpe af typen Edwards er sammenbygget med stativet.

Hovedmaskinen trækker: Svalevandspumpe, luftpumpe, fødevandspumpe og lastpumpe (maskinlasten). 
Prøvetur afholdt i 1968 på Storebælt gav en fart af 9 knob med ny bronzeskrue monteret.

 

  

Hjælpemaskineri

1 stk. duplexdamppumpe (75-50-75), fabrikat Eureka, Oslo, Norge. Pumpen kan gennem skibets rørsystem arbejde som lænsepumpe, brandpumpe og fødepumpe.

1 stk. duplexdamppumpe, der gennem skibets rørsystem kan arbejde som lænsepumpe. Denne pumpe var tidligere monteret om bord i DSB's dampfærge SENIOR (ex KÄRNAN, ex OREHOVED) ophugget 1970 i Odense hos H. J. Hansen.

1 stk. dampdrevet fødevandsinjektor.

1 stk. dampturbinegenerator, fabrikat Stone, England, 24 volt, 0,5 kW ved 3600 omdr./minut. Generatoren blev installeret i 1965.

1 stk. 24 volt generator, 1,5 kW, tvungen trukket af hovedmaskinen.

1 stk. hånddrevet ankerspil er anbragt på bakdækket.

 

Kedel

1 stk. skotsk marinekedel, 64 kedelrør, hedeflade 33 m2, risteflade 0,93 m2, arbejdstryk 10 kg/cm2. Bygget af Carl Axelsens Jernstøberi og Maskinfabrik Aktieselskab, Svendborg, i 1915 som bygge nr. 54.

em.2005.02.28.002Dimensioner: Diameter 2,08 m, længde 2,18 m. én fyrkanal med corrugerede sider efter system Morison, største diameter 0,84 m. Forceret træk i skorstenen kan frembringes ved damptilførsel til optrækket gennem fast monteret dyse.

Konventionelt optræk med to oplukkelige luger for rensning af kedelrør. Skorstenen er opbygget som enkelt skorsten uden indre-skorsten.

Skorstenen udskiftet i 1966 udført i specialstål specielt modstandsdygtigt mod korrosion fra den svovlsyreholdige sod.

I arbejdssæsonen 1986/87 blev skorstenen igen skiftet med en ny fremstillet af Corten stålplade. Indtil 1966 var det almindeligt, at skorstenen blev skiftet ud hvert 5. år grundet tæring.

På forkant af skorstenen er der anbragt en dobbelttonet (treklang) dampfløjte af fabrikat Schäffer & Budenberg.  Ventilationen til fyrpladsen sker gennem to drejelige ventilatorer, der føres op til brodækket.

 Drivskruen

Hovedskrue af stål (var ødelagt ved skibets overtagelse), reserveskrue af støbejern monteret efteråret 1963. Dimensioner: Diameter 1,37 m, stigning 1,40 m, 4 blade og vægt 200 kg. Ny Bronzeskrue monteret i 1968, Fabrikat: Theodor Zeise, Hamburg.

Skrueakslen er helsmedet og fremstillet af Aktieselskabet Burmeister & Wain's Maskin- og Skibsbyggeri, København.

Der blev monteret en ny skrueaksel på Orlogsværftet i København i 1990.

 

em.2005.02.28.004

 em.2005.02.28.005