Så er der allerede mange aktiviteter i gang.

Fyrkanalen... Jo, årets projekt går ud på at skifte fyrkanalen. I sommer var en repræsentant fra ICE/Wärtsilä hos os og tog (næsten) alle mål til en ny fyrkanal.

Efterfølgende er kanalen nu bygget i Tyskland og er transporteret til Danmark. ICE og Force har godkendt reparationsmetoden og dokumenterne er indsendt til Søfartsstyrelsen for godkendelse her også. Papirerne er allerede accepteret og ICE/Wärtsilä kom til Frederikssund torsdag den 21. oktober og påbegyndte arbejdet. Derfor bliver der ikke sat overbygning på endnu, da der skal være fri adgang til Skylightet m.m.

Og så går det lige pludseligt stærkt! Den nye fyrkanal er ankommet fra Tyskland og står på kajen (se vedlagte billede). Desuden 6 kedelrør.

Den gamle kanal er allerede skåret ud og ligger i en lille bunke ved siden af skibet. Fylder ikke ret meget i firkanter!!!

Nu pågår klargøring af kedlen indvendigt i svøbet og tilretning af kanterne, der hvor der har været skåret med skærebrænderen. Det er et stort slibearbejde.

Der skal også sættes 55 nagler i, som Theis har savet til i passende længde.

Efter kontrolmålinger af stålet rundt omkring i kedlen og på rørene, er det nu besluttet, at det ikke er nødvendigt at udskifte det antal kedelrør, som vi ellers var forberedte på. Det betyder jo en lille forenkling af operationen og det er positivt.

Vi regner med at ICE/Wärtsilä er færdig med første etape den nu kommende onsdag og derefter vil de tage hjem. De vil komme tilbage i midten af november.

Inden da skal vi (foreningen) have lavet meget arbejde på den nye fyrkanal – f.eks. bore 110 huller (de rigtige steder) og have den løftet ned i maskinrummet ved hjælp af en kran med spil på.

En gang hen mod slutningen af november var planen at lave trykprøve på den nye fyrkanal. Det bliver spændende.

Om cirka 14 dage, måske 3 uger, regner vi med at sætte overbygningen op, men først efter at fyrkanalen er løftet ned og alt er OK…

Så selvom skibet ikke har damp på, foregår alt med fuld damp fremad!!!

Kom op og kig på tilfældet – vi er der som sædvanlig om lørdagen og mange gange om tirsdagen.

 

Mange hilsner

Kirsten

 

CIMG2733CIMG2735CIMG2739

CIMG2740CIMG2743CIMG2748

CIMG2758

 

Se tillige artiklen fra Force (åbner i nyt vindue)

Case study from Force about the boiler replacment in English