Foran dannelse af en veteran-skibs-klub

Initiativtagerne har plan om at købe dampskibet "Skjelskør", der tænkes indsat på en veteranrute

Man vil herhjemme søge dannet en forening til gamle skibes bevarelse, herunder organisere en veteran-skibsklub med sejlads for øje. Man har tænkt sig at indsætte gamle skibe på en "veteranrute" i lighed med Dansk Jernbaneklubs veterantog mellem Maribo og Bandholm på Lolland,

Bestræbelserne for dannelsen af veteranskibsklubben er foreløbig af privat karakter, men anbefales af Danmarks tekniske Museum, Foreningen til Søfartens Fremme, Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, Marinehistoriske Selskab og Nationalmuseet. Bag forsøget står lektor Jørgen H. P. Barfod, Marinehistoriske Selskab, civilingeniør Olo Crumlin-Pedersen, kommunelærer B. Houkjær, skibsinspektør M. Rosell og sekretær M. H. Spies, Klubben vil blive den første i sin art i verden og interesserede indbydes til stiftende generalforsamling fredag den 19. ds. i Nationalmuseets foredragssal i København.

Initiativtagerne har iøvrigt allerede et gammelt skib i kikkerten, den lille pasagerdamper s/s "Skjelskør", der er solgt til ophugning, men endnu ligger urørt. Damperen er bygget i 1915 på J. Ring-Andersen Skibsværft i Svendborg til Dampskibsselskabet Skjelskør A/S og har indtil foråret 1962 besejlet ruten Skælskør-Agersø-Romø. I de 47 år har den ialt gjort 15.000 ture og gennemsejlet en strækning, der svarer til 2½ gange jorden rundt. Skibet, der sejlmæssigt er i fin stand, vil kunne købes for 13.500 kroner.

Der er allerede modtaget tilsagn om de første ca. 6000 kr. til damperens bevarelse, forudsat tegninger fra anden side af det resterende beløb.

pdfScan af original dokument