Vil indsætte gammelt skib på »veteran rute«
Verdens første forening til gamle skibes bevarelse søges startet herhjemme
Der vil herhjemme blive søgt dannet en forening til gamle skibes bevarelse, herunder organiseret en veteranskibsklub med sejlads for øje. Man har tænkt sig at indsætte gamle skibe på en »veteranrute« i lighed med Dansk Jernbaneklubs veterantog mellem Maribo og Bandholm på Lolland.
Bestræbelserne for dannelsen a£ veteranskibsklubben er foreløbig af privat karakter, men anbefales af Danmarks tekniske Museum, Foreningen til Søfartens Fremme, Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, Marinehistorisk Selskab og Nationalmuseet. Bag forsøget står lektor Jørgen H. P. Barfod, Marinehistorisk Selskab, civilingeniør Ole Crumlin-Pedersen, kommunelærer B. Houkjær, skibsinspektør M. Rosell og sekretær M. H. Spies. Klubben vil blive den første i sin art i verden, og interesserede indbydes til stiftende generalforsamling fredag den 19. ds. i Nationalmuseets foredragssal i København.
Har en lille passagerdamper i kikkerten
Initiativtagerne har allerede et gammelt skib i kikkerten, den lille passagerdamper S/S »Skjelskør«, der er solgt til ophugning, men endnu ligger urørt.
Damperen er bygget i 1915 på J. Ring-Andersens skibsværft i Svendborg til Dampskibsselskabet Skjelskør A/S og har indtil foråret 1962 besejlet ruten Skælskør-Agersø-Romø. I de 47 år har den ialt gjort 15.000 ture og gennemsejlet en strækning, der svarer til 2½ gange jorden rundt. Skibet, der sejlmæssigt er i fin stand, vil kunne købes for 13.500 kr.
Der er allerede modtaget tilsagn om de første ca. 6000 kr. til damperens bevarelse, forudsat tegninger fra anden side af det resterende beløb.