Kasseret damper undgik at blive ophugget i Odense
Dansk Veteranskibsklub har købt S/S "Skjelskør", en af de sidste kulfyrede dampere herhjemme - Til dokning i Nyborg i nær fremtid
Dansk Veteranskibsklubs køb af S/S "Skjelskør", som i længere tid har ligget til ophugning hos H. I. Hansen i Odense, er nu efter lang tids forhandlinger og overvejelser gaaet i orden. For en sum, der menes at ligge på omkring 13.500 kr., har man erhvervet det 49 tons store fartøj, der er en af de sidste kulfyrede passagerdampere herhjemme. Om kort tid gaar skibet til dokning i Nyborg og sejles derefter til København, hvor hovedparten af klubbens medlemmer bor.
Bestyrelsen for den nystiftede klub har udrettet et meget stort forarbejde for at rejse de midler, der var nødvendige ikke alene til købet, men ogsaa til en meget omfattende istandsættelse. Skibet har været ude af drift i halvandet aar og er meget forsømt. Naar det har faaet en midlertidig ansigtsløftning hos Nyborg Skibsværft, hvor ejeren, skibsbygmester C. E. Koch Jensen, har lovet gratis dokning, gaar turen til København, hvor en stor stab af medlemmer - mange af dem er søkyndige - glæder sig til at restaurere skibet.
Indsættes paa veteranrute
Naar det er overstaaet, vil fartøjet blive indsat paa en særlig veteranrute efter beslutning paa en generalforsamling. Der foreligger forskellige muligheder, bl. a. en sundrute, en rute i tilslutning til veteranjernbanen Maribo-Bandholm eller en rute i Roskilde Fjord i forbindelse med det projekterede vikingeskibsmuseum.
"Skjelskør" saa dagens lys paa J. Ring-Andersens Skibsværft i Svendborg, hvor det fik nybygningsnummeret 15 i aaret 1915. Det blev overtaget af dampskibsselskabet "Skjelskør" Akts. og besejlede indtil foraaret i fjor ruten Skelskør-Agersø-Omø, en tur, der varede to timer hver vej. I de 47 aar har skibet i alt gjort 15.000 ture, og der har aldrig været det mindste at udsætte paa den tocylindrede 75 HK maskine. Driften er yderst billig, idet man sejler 120 km paa én ton kul.
En lang række personer og institutioner med tilknytning til søfarten er sluttet op bag klubbens initiativ og har meldt sig som støttemedlemmer med større og mindre bidrag. Et oliefirma har stillet olie og to maskinmestre til raadighed, et farve- og lakfirma har foræret maling, og man har i det hele taget mærket en enestaaende imødekommenhed.
Naar dokningen i Nyborg er afsluttet, indledes et festligt togt til København med alle signalflag hejst. Skibets sidste skipper, Arthur Møller, der nu er lods i Skelskør, sejler sin gamle damper til hovedstaden, og S. A. Saabøll, "Skjelskør"s sidste maskinmester, vil formentlig passe fyrkedel og maskine undervejs.
Billedtekst
Øverste billede:
S/S "Skjelskør" fotograferet hos ophugningsfirmaet i Odense sammen med en Esso-tanker, der ikke undgaar sin skæbne.
Midt i venstre spalte:
Her er beviset paa S/S "Skjelskør"s relativt høje alder: bomærket fra J. Ring-Andersens Skibsværft i Svendborg med aarstallet 1915.