Med tog og damper og bus...

Mange mennesker arbejdede om kap med tiden - for at gøre veteran-trekantens tre befordringsmidler klar til at yde deres bedste - hvilket for toget er 30 og for bussen 40 kilometer i timen - Festlig indvielse i dag

Lolland har udviklet sig til at blive en kontrasternes ø. Hen over den strækker fugleflugtslinjen sig, og biler og tog raser mod syd og nord for paa rekordtid at naa deres bestemmelsessted. Samtidig tøffer en 26 aar gammel todækkerbus astmatisk af sted paa den 34 kilometer lange strækning mellem Maribo og Sakskøbing med en fart af ca. 40 km i timen, en 56 aar gammel veterandamper hugger sig gennem søen mellem Bandholm og Sakskøbing, og et 76 aar gammelt veterantog pulser sig igennem landskabet mellem Bandholm og Maribo med 30 km i timen.

Et møde i dag

Disse tre "fortidslevninger" har hidtil passet deres arbejde forskellige steder i verden, men i dag mødes de, naar den verdensberømte veteran-trekant paa Lolland indvies.

Til indvielsen kommer ca. hundrede indbudte gæster, bl.  a. generaldirektør P. E. N. Skov, DSB, samt turistchef Sv. Acker. Desuden vil tre af de mænd, som har en stor del af æren for veteran-trekantens skabelse, ogsaa være med. Det er formanden for Dansk Veteranskibsklub, sekretær, cand. jur. M. H. Spies, formanden for Dansk Jernbane Klub, politiadvokat B. Wilche og endelig formanden for turistforeningen for Maribo og omegn, forretningsfører Henning Madsen.

Naar de mange gæster i dag klokken ti om bord paa "Skjelskør" begiver sig ud paa trekantens første etape, er de med til at indvie et værk, som har været i sin vorden gennem flere aar, og ved hvis fuldendelse adskillige hundrede mennesker har medvirket.

Den første spæde begyndelse til veteran-trekanten blev gjort den 15. januar 1961. Da stiftedes i DSB-Kino i København Dansk Jernbane Klub. Denne forening af jernbaneinteresserede indledte i sommeren 1962 driften af en museumsbane mellem Maribo og Bandholm, som er Danmarks ældste privat-banestrækning. Den indviedes i 1869, og i 1896 fik banen driftsfællesskab med  det Lolland-Falsterske Jærnbane-Selskab, som i 1954 overtog Maribo-Bandholm Jærnbane.

Udelukkende brugt som havnebane for Maribo

Allerede i 1952 ophørte al personbefordring paa banen, og siden har den udelukkende været brugt som havnebane for Maribo. Men i 1962 lykkedes det Dansk Jernbane Klub at faa tilladelse til at benytte banen paa søn- og helligdage, da der ikke kører varetog paa disse dage.

Veteranjernbanen har eksisteret i to aar og gaar sin tredie sæson i møde. De to forløbne aar betegnes i driftsberetningen fra 1963 - som i øvrigt er affattet i et sprog å la 1863 - som yderst tilfredsstillende. Det første aar havde man udelukkende personbefordring, men i fjor skete der følgende (vi citerer fra driftsberetningen fra 1963):

"Reisegods - herunder Velocipeder, Sygestole, Barnevogne og larmende Ridehjul, de saakaldte "Knallerter" - der hidindtil gratis kunne medføres, fandtes at burde belægges med en mindre Taxt, hvorfor der til local Godsbefordring og navnligen til svært Reisegods toges i Brug et Godsfrimærke med 50 Øres Paalydende. Af disse solgtes 9 Stk., hovedsagelig som Souvenirs".

Det er altsaa med denne indstilling - en blanding af selvironi og brændende kærlighed til alt, som har med "futtog" at gøre - at Dansk Jernbane Klubs godt 500 medlemmer gaar ind til museumsbanens tredie sæson.

I mellemtiden var der dog sket noget, som skulle faa betydning for denne tredie sæson for museumsbanen og gøre den til noget særligt.

Den 11. april i fjor stiftedes Foreningen til gamle skibes bevarelse, Dansk Veteranskibsklub. Denne forening havde kastet sin kærlighed paa veterandamperen "Skjelskør", som dengang laa i Odense og ventede paa at blive ophugget. Efter adskillige besværligheder lykkedes det til slut foreningen at sikre sig skibet, som derefter blev underkastet en gennemgribende reparation paa skibsværftet i Nyborg.

Maribo turistforening ind i billedet

Kloge hoveder havde straks indset, hvilke muligheder der laa i at lade veteranskibet "Skjelskør" sejle i forbindelse med veteranjernbanen, og man indstillede sig paa at gøre skibet klar til brug "en gang i løbet af  sommeren"...

Da traadte Maribo turistforening ind i billedet og tilbød at befare ruten Maribo-Sakskøbing med en gammel bus. En veteran-trekant var blevet født.

Repræsentanter for de tre forskellige befordringsmidler holdt adskillige møder for at fastlægge en køreplan for veteran-trekantens fart i sommer. Denne køreplan blev optaget i de officielle køreplaner.

Hvilket betød, at man inden for veteranskibsklubben lige pludselig fik ganske travlt med at male og gøre i stand - for nu skulle man være færdig med "Skjelskør" til den 31. maj, og det var adskillige uger tidligere, end man havde regnet med.

Mange af klubbens ca. 500 medlemmer har været i sving for at gøre veteranen præsentabel, og det lykkedes at gøre skibet klar til indvielsen. Det sejlede i fredags til Sakskøbing for at være paa pletten, til veteran-nettet i dag indvies.

Men ikke blot veteranskibsklubben har udkæmpet en dyst med den ubarmhjertige tid. Maribo turistforening maatte opfriske den gamle todækkerbus, som skulle indsættes i farten, og det viste sig at være ret problematisk at faa bussen færdig til tiden.

Bussen fra Brighton

Bussen, som er blevet turistforeningen foræret af den dansk-engelske direktør Frede Fausing, Ipswich i England, stammer fra Brighton, hvor den lige til overtagelsen kørte i fast rutefart. Den er saaledes det eneste af veteran-trekantens befordringsmidler, som ikke er en "ægte" veteran, selv om den slags efterhaanden er ved at forsvinde fra det engelske trafik-billede.                      

Bussen blev afhentet af medlemmer af Maribo Turistforening med formanden, Hening Madsen, i spidsen i den franske kystby Dover. Herfra startede man den 16. april og var ti dage om at køre til Danmark. I disse ti dage gjorde man propaganda for Danmark og danske produkter i almindelighed og for Maribo og veteran-trekanten i særdeleshed.

Men en to-dækkerbus er høj, og Maribo Turistforening maatte sande, at det er sin sag at have en saadan bus til at køre paa de lolliske veje, som slet ikke er beregnet til den slags kørsel. Der var baade ledninger og tunneller at tage hensyn til. Og desuden skulle bussen indregistreres.

Alle disse problemer blev klaret. Man sætter et solsejl op over bussens øverste etage, og derved faar vognen en højde paa 4,30 meter, hvilket skulle kunne gaa under diverse telefonledninger og vejoverførsler paa ruten. Kun ganske faa steder har det været nødvendigt at bede elektricitetsselskaberne om at hæve deres ledninger, og hver gang er man blevet mødt med den største velvilje.

Men tilladelsen til at køre med bussen udeblev. Først i onsdags kom der fra Justitsministeriet grønt lys: man maatte gerne køre med bussen, hvis man blot kunne dokumentere, at den ikke ville være til gene for elektricitetsselskabernes ledningsnet.

Altsaa maatte man kontakte disse selskaber endnu en gang for at faa denne dokumentation - men saa er bussen ogsaa parat til at passe sin del af veteran-trekanten, som er den eneste af sin art i hele verden.

En fælles køreplan

- Men hvordan fungerer trekanten da?
- De tre organisationer bag veterannettet har som sagt udarbejdet en fælles køreplan, som man imidlertid ikke har  kunnet naa at  trykke til indvielsesdagen. Indholdet af køreplanen er følgende:

Foreløbig vil veteran-trekanten kun være i gang paa søn- og helligdage, og der bliver for bussens vedkommende tre dobbeltture paa disse dage. En gang om formiddagen starter bussen fra Maribo, og i Sakskøbing har den forbindelse med "Skjelskør", som saa igen har forbindelse med veteran-toget.

Først paa eftermiddagen starter bussen paa ny fra Maribo for at indlede endnu en rundtur, og sidst paa eftermiddagen kører den en afhentningstur til Sakskøbing for at hente passagerer fra "Skjelskør" og bringe dem til Maribo.

En rundtur med alle tre befordringsmidler kommer til at koste 10 kr., idet en enkeltbillet til bussen og "Skjelskør" hver koster fire kroner og til toget to kroner.

Mange mennesker har været i sving og har gennemgaaet saa mange kvaler for at faa trekanten til at fungere perfekt. I dag begynder første omgang, og saa er Danmark en verdensattraktion rigere.

Billedtekster

Venstre billede:

Veteran-toget - første side af trekanten...

Midterste billede:

Sidste side i veteran-trekanten skal klares af damperen "Skjelskør", som her er fotograferet, da den forlod Nyborg havn efter at være blevet repareret

Højre billede:

Todækker-bussen,  som skal klare trekantens anden side...

pdfScan af original dokument