VETERAN-TREKANT
Voldsom interesse for den nyetablerede VETERAN-TREKANT på Lolland
Midt i stræbet, blandt mange, efter at eje den nyeste speedbåd eller bil kommer der en ganske sund reaktion; de, der kan huske 20, 30, ja, flere år tilbage, husker på, at man dengang - selv med færre hestekræfter - måske havde flere glæder og i alt fald bedre tid end i dag, hvor alt går hurtigere end nogensinde før, men alt for mange savner tid!
Derfor fik den fikst kombinerede TREKANT, veteran-jernbanen Bandholm-Maribo (og retur), veteran-damperen Skjelskør, der sejler den yndige tur fra Bandholm til Sakskøbing (og retur), og endelig den statelige veteran-todækker-bus, som befarer de meget smukke landeveje mellem Sakskøbing og Maribo (og retur), succes allerede fra åbningsdagen den 1. juni, og meget tyder på, at der med det nyåbnede automobilmuseum på Aalholm slot vil komme endnu flere passagerer, ikke mindst turister.
VETERAN-JERNBANEN,
som kører på 3. sæson, har vi tidligere omtalt. Det er Dansk Jernbaneklub, der står for driften og for arbejdet med materiellets istandsættelse, og den øgede tilgang af medlemmer tyder på større interesse for de gamle lokomotiver og vogne.
"SKJELSKØR",
der er bygget i 1915, er Danmarks sidste kulfyrede damper i sin art, og den var dømt til ophugning, men blev reddet af "Dansk Veteranskibsklub, Foreningen til Gamle Skibes Bevarelse", som en kreds af interesserede stiftede i 1963. Den lille 2-cylindrede dampmaskine (compound) på 75 hk er i god stand og har iøvrigt aldrig fejlet noget. Damperen er naturligvis kulfyret, men så lille, at man kan klare sig uden fyrbøder, idet såvel maskine som kedel og fyr passes af maskinmesteren. Og så er skibet billigt i drift, idet det sejler 120 km på 1 ton kul.
TODÆKKER-BUSSEN,
som Maribo Turistforening har købt i Brighton, passerer på sin 20 km tur til Sakskøbing den tidligere sukkerfabrik, Søndersø, herregården Søholt og senere herregården Engestofte, hvor den fra besættelsestiden kendte frihedskæmper, Monica Wichfeldt, havde sit hjem, og hvor der er sat hende et minde. Derefter forbi slottet Krenkerup (eller Hardenberg, som det tidligere hed) og forbi Radsted kirke til torvet i Sakskøbing og derefter ned til havnen, hvor man får forbindelse med "Skjelskør".
Fartplanerne for VETERAN-TREKANTEN er kombinerede, så man kan foretage en rundtur, der varer 3 - 4 timer, eller gøre ophold, hvis det passer en. Prisen er kr. 10,-; bemærk venligst, at TREKANTEN kun er i gang på søndage i sommermånederne.
Billedtekster
Øverste billede, side 1:
"SKJELSKØR" er ved at lægge til!
Øverste billede, side 2:
Veteran-jernbanens nyeste erhvervelse er dette lokomotiv fra 1901.
Nederste billede, side 2:
Den engelske todækkerbus kører både med engelske og danske nummerplader.
Scan af original dokument - del 1
Scan af original dokument - del 2