Hvorfor ikke sikre de endnu eksisterende gamle skibe fra ophugning i stedet for senere at skulle lave museum med vragresterne fra havbunden — Hvad ,,Foreningen til bevarelse af gamle skibe” har udrettet, og hvad den har planer om at skabe

Skibets historie, forskningen af dets konstruktion, førelse og sejlads, er blevet en synlig ny historisk disciplin efter fremdragelsen af vikingeskibene i Roskilde fjord og indvielsen af vikingeskibsmuseet i Roskilde. Næste led i kæden skulle blive alle de skibstyper og den søfart, der følger efter vikingeskibene, lige op til vore dage. Og i denne ende af udviklingen dukker der så et yderst logisk element op: Er det ikke lettere at sikre de endnu bestående, gamle skibstyper, mens vi endnu har nogle af dem, end om nogle hundrede år at skulle fiske vragdele op fra havbunden eller benytte arkivernes tegninger?

Lignende bestræbelser møder man på andre områder. Der samles på gamle biler, der skabes veteranjernbaner, der opkøbes maskiner af alle arter til et teknisk museum. Og denne udvikling er baggrunden for dannelsen af »Foreningen til gamle skibes bevarelse« for nogle år siden, populært kaldet »Veteranskibsklubben«.

Dette er i virkeligheden foreningens hensigt og baggrund, siger dens formand, afdelingsingeniør Asbjørn Stoltze, A/S Niro Atomizer, og vi synes, at det er en meget væsentlig og betydningsfuld opgave i tide at redde nogle af de gamle skibstyper, der er ved at forsvinde på ophugningspladserne. I dag er der f. eks. kun et par enkelte kulfyrede dampere tilbage. De ældste dampfærger er ved at forsvinde, og af de gamle træskibe er kun enkelte i fart. Om 10 år vil der formentlig ikke være andet end erindringer og tegninger tilbage af alt dette, som en ny teknik har gjort til fortid og historie.

Økonomisk uoverkommeligt for et søfarende land skulle noget sådant vel heller ikke være, selv om det unægteligt overstiger kræfterne hos en forening uden offentlig støtte. Skibenes værdi er kun ophugningsværdien. Men bagefter kommer der betydelige udgifter til vedligeholdelse. Det, vi forestiller os, er nemlig bevarelsen af de garmle skibe som sejlende fartøjer, at holde dem i drift på en eller anden måde.

— Er det et skibsmuseum, De forestiller Dem i »Foreningen til gamle skibes bevarelse«?

— Jo, det kan man godt sige. Men ikke museum på den måde, at skibene gøres til døde museumsgenstande. Vi vil holde liv i dem, så længe det er muligt, så folk kan se dem på vandet i fart, med røgen pulsende ud af skorstenen eller med sejlene strakt for vinden. Det er ikke bare romantik. Det er praktisk erkendelse af, at de bør bevares, så de sidste led i kæden af skibe reddes for tilintetgørelsen.

Så må vi se, hvordan skibsarkæologerne får fyldt alle de mange huller i vor viden om danske skibe ud mellem vikingeskibene og de fartøjstyper, der er ved at dø ud eller som endnu sejler på havene. Vi kan naturligvis ikke »samle« på amerikalinere, men skibe fra 50—75 år tilbage er jo små i tonnage, men typiske for tidens konstruktion og brug, så de kan sikres.

— Er der planer om at placere foreningens virksomhed og »rederi« netop i Roskilde i en eller anden tilknytning til vikingeskibsmuseet?

— Jo, det er rigtigt. Vi vil forsøge at skabe et skibshistorisk miljø i Roskilde og give vores indtil nu eneste skib, det gamle »Skjelskør« hjemsted der, så det kan besejle den indre del af Roskilde fjord. Vikingeskibsmuseet kan udvides, og bliver formentlig fremover et skibsmuseum også med andre tiders skibsrester. Og ude på fjorden skulle så den nyere tids skibstyper kunne ses i fart. Og man må vel se i øjnene, at et gammelt skibs levetid som sejlende skib har sin begrænsning. På et eller andet tidspunkt kommer dagen, da det må lægges op.

Så kan vi vel, som man har gjort i andre lande, sætte det på land og støbe det ind i et fundament, så det kan leve videre i sin oprindelige skikkelse. Sådan står som bekendt Nelsons flagskib fra Trafalgar, og der var jo også planer om at lade fregatten »Jylland« ende på den måde. Ja, »Jylland«, det er en sørgelig historie, men den gamle veteran reddes vel. Tænk, vort sidste trækrigsskib var med i 1864, men synes ikke at kunne skabe nogen større yndest hos nutidens bevilgende myndigheder.

— Så vidt jeg forstår, har Deres forening ikke offentlig støtte?

— Nej. Vi har fået støtte, men privat. Foreningen er en privat forening af maritimt interesserede mennesker af alle fag og befolkningslag. Der er 600 medlemmer, og den er 4 år gammel. Det er muligt, nogle har ment, at den var en døgnflue, så man har villet se tiden an, inden der bevilgedes økonomisk støtte. Men jeg kan forsikre, at foreningen er her for at blive, og den skal nok klare sine vanskeligheder ved egne kræfter og venners hjælp.

Vi har det held, at der kan ydes rent praktisk indsats på vort eneste skib ved vedligeholdelse og fart. Vi har fået megen hjælp i materialer og enkelte fondstilskud. Rederierne er ikke interesserede endnu, men det kan måske komme. Begrænsningen af vore virkemidler gør naturligvis, at vi ikke kan fare ud og købe op i stor stil af gamle skuder eller bare gribe ind, når et eller andet gammelt, karakteristisk fartøj er dømt til ophugning. Det er sørgeligt, men vi kan ikke gabe over mere, før vi har mere at gabe med.

— Lad os så lige få »Skjelskør«s historie. Den spiller jo foreløbig en hovedrolle i foreningens historie.

— Ja, det må siges. S/S »Skjelskør« er bygget 1915 hos Ring Andersens Stålskibsværft i Svendborg, der nu hedder Svendborg skibsværft. Den var konstrueret som kystpassagerskib. Stor har den aldrig været, 20,5 m lang, lige ved 50 brt. størrelse. Den kan tage 125 passagerer, og fuldt lastet vejer den 83 tons. Den kulfyrede dampkedel driver den tocylindrede compoundmaskine på 75 IHK. Skibet sejlede rutefart mellem Skelskør, Agersø og Omø, og den kræver 3 mands besætning. Da skibet for få år siden gik på pension og skulle ophugges, købte vi det for 13.000 kr., men måtte foretage en del reparationer.

Det har været indsat på en ganske morsom tjeneste, mens vi har haft det. Vi kom i et ret naturligt samarbejde med veteranjernbaneklubben, der befarer linjen Maribo-Banholm, og her kom også »Skjelskør« i fart. Disse udflugtsture og andre selskabsture, skibet har foretaget, gav jo et bidrag til vedligeholdelsen. Nu er dette kapitel altså ophørt, og de fremtidige planer er knyttet til sejlads på Roskilde fjord. Men foreløbig er skibet på værft. Det ligger ved Nyborg værft, som altid har været foreningen meget velvillig indstillet, og som for små penge har udført de arbejder på skibet, som vi ikke selv har kunnet klare ved medlemmernes assistance. Denne gang er det en større opgave, der skal løses, og en dyrere. Skibet skal klasses for en ny periode, og mens maskinen er i fin stand, er der en del, vi gerne vil have lavet ved overbygningen. Det hele kan løbe op i godt 150.000 kr. Vi har 30.000 kr., vore medlemmers arbejdsindsats, og nogle gaver, bl. a. materialer. Vi har fået en ny skorsten foræret, maling, en ny skrue gennem Hamborg-firmaet Theodor Zeises danske repræsentation, Svend Dyhr. Vi mangler f. eks. 400 kubikfod dæksplanker til det øverste dæk.

— Kunne De ikke lave et andelsselskab eller aktieselskab og sælge andele?

— Det kunne vi måske nok, men af skattemæssige grunde går den ikke. Vi må nøjes med at give en pæn kvittering for de gaver, vi eventuelt modtager. Vi er ikke i tvivl om, at vi får gamle »Skjelskør« sat i sådan stand, at den igen kan sejle i mange år. Og det videre sigte: Flere skibe kommer sikkert også inden for realiteternes grænser, når en større offentlighed og de mange direkte interesserede opdager, hvad det er, vi stræber efter og står midt i.

— Har De kig på andre skibe?

— Jeg kan nævne et par, vi faktisk gerne ville have reddet, og som vi kunne have fået, hvis der havde været penge nok i det givne øjeblik. Der har været den gamle dampfærge »Glyngøre« og færgen »Fritz Juel« fra Vindeby-Svendborg overfarten. Fra den har Burmeister & Wain reddet maskinen, og skibet er i dag reduceret til arbejdspram i Svendborg. Og så har der været S/S »Agnete« fra Det sydfynske dampskibsselskab. Drømmen om at skabe et levende skibsmuseum af veteraner i Roskilde er bestemt ikke slukket.

S/S Agnete har i den seneste tid gentagne gange været reddet, jvfr. dagspressen, sidst af en komité fra Helsingør, hvor skibet er bygget, med Ole Chr. Plum, Høeghsmindeparken 8, Hellerup, som initiativtager. Det er imidlertid ikke gjort med at anskaffe købesummen på 45.000 kr., hertil skal lægges udgifter til vedligeholdelse, opfyldelse af Skibstilsynets krav til et passagerskib, og sidst, men ikke mindst udgifter til sejlads, alt i alt omkostninger som årligt vil overstige anskaffelsessummen.

Hvor gerne Veteranskibsklubben end så denne smukke lille damper bevaret, må vi indse, at dette er mere, end foreningen kan magte. S/S Skjelskør er ganske vist nogle få år yngre, og kun ca. 1/3 så stor, men hun er et godt skib, må alle gode kræfter samles om at bevare hende, og skulle der så inden for de næste ti år vise sig mulighed herfor, så lad os håbe, det endnu er muligt at redde en af de i mere end en menneskealder i danske havne så velkendte galeaser, udtaler foreningens formand.

»Foreningen til gamle skibes bevarelse« har været omtalt som et næsten anonymt begreb. Dens virkelighed vil bl. a. kunne fastslås ved, at foreningen har en adresse og telefonnummer: Ingeniør Asbjørn Stoltze, Paradisbakken 13, Holte. Telf. (01) 42 22 06. Den udgiver et blad, der naturligvis hedder »Dansk Veteranskibsklub«, Lyngparken 5, Kgs. Lyngby. Tlf. (01) 983333.

Mogens Friis.

Billedet øverst:
S/S »Skjelskør undervejs til København efter endt sommersejlads i Smålandsfarandet.

Billedet nederst:
Skibets nye skrue besigtiges på Nyborg Værft af skibsbygger C. E Koch Jensen (th.) og foreningens formand, afdelingsingeniør A. Stolze.

Scan af original dokument

JPG fil af original dokument