Det gode gamle skib »Skjelskør«
900 medlemmer slutter op om restaureringen af skibet. Ulla Andersen, Værløse, er klubbens primus motor.
Danmarks ældste, kulfyrede dampskib, s.s. »Skjelskør« kom ikke til at sejle turistsejlads på Roskilde fjord i år.
En 15 år gammel drøm hos den store gruppe af mennesker, der bogstavelig talt lever og ånder for skibets velfærd, vil i løbet af de næste, måske mange måneder gå i opfyldelse. Nemlig at se det smukke, gamle skib fuldstændigt og endegyldigt restaureret.
l Værløse bor to yderst aktive medlemmer af Foreningen til gamle skibes bevarelse »Dansk Veteranskibsklub«, UIla og Børge Andersen, og da Ulla i kraft af sit hjemmegående husmor-job er den, der bedst kan varetage de mange daglige opgaver i skibsrederiet, er hun klubbens primus motor, uden dog at være foreningens formand.
Der er tykke scrapbøger og utallige udklip om hende og om »Skjelskør«, som hun betegner som et levende væsen med krop og sjæl. Hun er selv »søens datter« og dermed arveligt belastet. »Energisk dame forrest i redningsaktion« og »Det er lysten der driver værket« er to megetsigende overskrifter til to af artiklerne.
Omø og Agersø i 1915
Et lille resumé af det gamle skibs historie:
En forårsdag var der feststemning på de to Storebælts-øer, Omø og Agersø. Det var i året 1915, da folk stod på kajen og spændt ventede på det nye skib »Skjelskør«, som skulle give de to små øer en fast og regelmæssig forbindelse med Sjælland. Derved åbnedes nye og bedre muligheder for samhandelen med det øvrige land, man kunne få syge bragt til hospitalet og besøg på eller fra fastlandet var ikke længere underkastet vejrligets betingelser eller andre tilfældigheder.
l løbet af de næste 47 år sejlede damperen ialt 15.000 sejladser. Den havde gjort sin pligt og lidt til og blev solgt til ophugning. Da en mand i 1963 i skibsregistret opdagede, at »Skjelskør« skulle skrottes, reagerede han spontant, idet han konstaterede, at så at sige alle gamle skibe forsvandt. Efter en forgæves henvendelse til Jernbane Veteran Klubben kom Ulla og Børge Andersen ind i billedet igennem deres 28 år lange medlemsskab af Det Kongelige Nordiske Oldskriftsselskab.
Stor fælles opgave
Der samledes hurtigt en del mennesker, - fra at være 38 på den stiftende generalforsamling 19. april 1963, tæller foreningen i dag 900 medlemmer. Og de vil alle arbejde intenst på at give det gode, gamle skib en god og aktiv »pensionist-tilværelse«.
l månederne fremover vil den store gruppe af frivilligt mandskab arbejde sammen om den vigtige fælles opgave: at få skibet ført helt tilbage til dets oprindelige skikkelse, således at vi og vore efterkommere kan opleve et dampmaskindrevet skib.
Skibet har i over et halvt år været på Helsingør-værftet, hvor der er blevet nittet nye plader i skroget. Nu er det ført til Holmen, hvor der skal isættes de oprindelige store vinduer, aptering i salon og lukaf skal føres helt tilbage til oprindelig skikkelse, og de to små damesaloner med plyds-møbler genopstår igen.
Ulla Andersens næste store ønske er at skaffe lokale til de mange museumsting, som foreningen har samlet igennem årene.