Bestyrelsen i veteranskibsklubben kommer til Sakskøbing søndag

Vil foretage en sejltur fra Sakskøbing til Bandholm

På søndag kommer bestyrelsen for Dansk Veteranskibsklub til Sakskøbing for at besigtige de lokale forhold med henblik på en eventuel veteranskibsrute mellem Bandholm og Sakskøbing.

Veteranskibsklubben har som før omtalt købt den gamle kulfyrede damper "Skjelskør", og på Lolland er der taget initiativ til at få damperen indsat på denne rute, hvor den har alle betingelser for at blive en virkelig attraktion.

Såvel i Bandholm som i Sakskøbing har man fået tilbud om gratis kajplads, og det er en meget smuk tur gennem Sakskøbing fjord langs Lollands nordkyst. Og sidst men ikke mindst vil ruten få den særlige attraktion at, den i Bandholm får forbindelse med veteranbanen til Maribo.

Ydermere er der, så vidt vides, kræfter i gang for at udvide denne påtænkte rute med en landevejsrute fra Maribo til Rødbyhavn. Denne del af ruten skal foregå i en veteranrutebil, og der ville dermed være etableret en rute af ganske enestående karakter.

Initiativet for planerne om veteransejladsen er taget af isenkræmmer Leif Kristiansen, Sakskøbing, og møbelhandler Henning Madsen fra Maribo Turistforening. De har henvendt sig til klubbens formand, sekretær M. H. Spies, boligministeriet, men ledelsen har også opmærksomheden rettet mod et andet sted, ruten kunne tænkes henlagt, nemlig Roskilde fjord.

På en generalforsamling om 14 dage skal klubben tage endelig stilling til veteranskibets placering, og derfor vil ledelsen først se på
forholdene på Lolland, og forhåbentlig falder de ud til deres tilfredshed, når de har foretaget den smukke tur.

pdfScan af original dokument