En søens datter fra Lyngby med til at redde gammelt dampskib
Store planer om sejl- og dieselskibe
Det gik så nemt for Dansk Veteranskibsklub, men "man skal være naiv og tåbelig" for at begynde på sådan noget, mener hun
"Dansk veteranskibsklub" er en rigtig mandeforening, men jeg er alligevel kommet med, fordi jeg er født i en dampmaskine og altid har rendt i hælene på min far, der var maskinmester."
Fru Ulla Andersen, Lyngparken 5 i Lyngby, er ikke det fjerneste forlegen ved situationen. Utvivlsomt synes ulkene i den øvrige bestyrelse også, at det er rart med et kvindeligt og charmerende smil under diskussionerne om bruttoregistertons og topsejl.
Ulla Andersen er kasserer i "Foreningen til Gamle Skibes Bevarelse, Dansk Veteranskibsklub", som det fulde navn lyder. Sammenslutningen er ikke fyldt eet ´år, men har været "styrtende heldig" og er allerede ejer af en gammel og uerstattelig kystdamper som den første reder i verden - af sin art. Midt i alt heldet sidder en bestyrelse, der overvejende består af mennesker fra Lyngby-Taarbæk kommune.
Foreningen og hun
Først skal foreningen præsenteres: Stiftelsen fandt sted den 19. april i fjor med 38 medlemmer, og nu er der 334. Dens formål er "ved bevarelse af og eventuel sejlads med skibe, der ellers vil forsvinde i Danmark, at vedligeholde interessen for gamle skibe". Det første fartøj er allerede anskaffet, de næste fire-fem erhvervelser er under forberedelse. Foreningen startede i fjerde gear.
Dernæst forestiller Ulla Andersen sig selv: - Jeg har saltvand i årerne, arvet fra min familie. Min far var maskinmester, min farfar kaptajn, mine brødre sejler, og min farbror var kaptajn. Mit barndomshjem var det tabte paradis og lå, hvor nu Storstrøms-broens første bropille er bygget. Jeg kan huske alle de gamle dampere på Masnedø og deres dampmaskiner.
Det kan tilføjes, at Ulla Andersen er 40 år, mor til to børn samt værtinde ved samtlige bestyrelsesmøder, og desuden modtager hun alle nye medlemmer. Hun er tillige een af de ivrigste for foreningens trivsel og har betydet en saltvandsindsprøjtning for arbejdet.
"Jeg blev medlem 14 dage efter stiftelsen, fortæller Ulla Andersen. Hun havde fremsat et letsindigt tilbud om, at hvis bestyrelsen havde for meget om ørerne, "vil jeg da gerne hjælpe til". Bordet fangede, og nu hænger hun på pengekassen.
- og de øvrige
Hun er i sagkyndigt selskab. Blandt bestyrelsesmedlemmerne er civilingeniør, skibsinspektør M. Rosell, Statens skibstilsyn i Virum, civilingeniør Ole Crumlin-Pedersen, der i Nationalmuseets Brede-afdeling forestår konserveringen af de store vikingeskibsfund fra Roskilde fjord, samt lektor Jørgen H. P. Barfod, Marinehistorisk Selskab, der bor i Fortunen.
Foreningens formand er sekretær i boligministeriet, cand. jur. H. M. Spies, der fik ideen til at oprette Dansk Veteranskibsklub. Under sit tidligere arbejde i skibsregistret konstaterede han, hvordan dampskibene hurtigt forsvandt fra dieselmotorernes danske højborg, og han besluttede at redde i hvert tilfælde enkelte eksemplarer for efterverdenen.
Ekspresbrev fra Guldkysten
"Medlemmerne er kommet i en stadig strøm", fortæller Ulla Andersen. "Min mand og jeg har skaffet omkring 40, og fra Lolland kom der 85 på een gang. En maskinmester ved navn Taigaard-Borresen sendte et ekspresbrev med anmodning om at blive medlem. Det kom fra Guldkysten og blev udbragt med motoriseret postbud".
"Adskillige mennesker har skænket foreningen pengegaver. En svensk dame sendte 1350 kr, flere har givet en plovmand foruden kontingentet. Vi får gratis maling, gratis reparation af nautiske instrumenter, gratis olie, gratis kajplads og desuden gratis arbejdskraft fra medlemmerne til klargøringen af foreningens første skib", fortsætter kasserersken synligt veltilfreds.
Hendes åbenbare behag ved ordet "gratis" skriver sig fra den kendsgerning, at både lommen og kassen er tom. Hun har netop betalt det gamle dampskib "Skjelskør" kontant med 13.500 kr. Det er 50 år gammelt, vejer 49, bruttoregistertons og skyder en begrænset fart med sin 75 HK dampmaskine.
"Vel kun fem-seks knob", mener Ulla Andersen. "Men det er et godt skib, og desuden det sidste dampskib herhjemme, vi havde mulighed for at erhverve".
Skude med livsvilje
"Skjelskør" har sin egen saga, der er skrevet i 15.000 kapitler eet for hver af de ture, den gamle skude trofast har pløjet på sin færd mellem navnebyen Skelskør, Agersø og Omø, og som ialt svarer til 2½ gange jorden rundt. Ved sin tilblivelse var det et flydende luksuspalads for de alt andet end forvænte beboere, men omsider løb tiden også fra den. Det sidste år har "Skjelskør" ligget på det sted hvorfra ingen skibe normalt vender tilbage - ophugningspladsen. Før skærebrænderne kom i funktion, blev det bugseret fra Nyborg til Odense for et kvartal siden og listede stille og skamfuld over sit forsømte ydre til kaj. Men sin livsvilje havde skibet i behold, hvilket demonstreredes tydeligt ved et dokeftersyn. Bunden, stævnene og søforbindelserne var i glimrende stand, ligesom dampmaskinen - og det er jo den, det hele går ud på.
Skruen var knækket, men skibet rummede selv en ny. Skrueakslen var tæret, men Ring Andersens stålskibsværft i Svendborg, der byggede skibet i 1915, havde fremstillet en reserve, som aldrig har været i brug. I sidste uge fandtes originaltegningerne til skibet ved et tilfælde, og foreningen har fået fotokopier, som bliver en værdifuld hjælp ved restaureringen.
Forfulgt af heldet
"Sådan har foreningen været forfulgt af heldet", erklærer fru Ulla Andersen. "Starten er gået over al forventning, og først bagefter er bestyrelsen blevet erfaren nok til at kunne vedgå, at man både skal være naiv og tåbelig for at indlede et sådant projekt. Med mere viden som ballast havde vanskelighederne forekommet næsten uoverstigelige".
"Om en måned har "Skjelskør" fået den nødvendigste ansigtsløftning, så den uden græmmelse kan sejle fra Odense til København, hvor den egentlige restaurering skal foregå ved medlemmernes hjælp. Den skal føres tilbage til sin oprindelige skikkelse og bl. a. monteres med de originale, store salonvinduer, der allerede i 1918 blev ombyttet med prosaiske koøjer, men som vi har fundet i et skur på Skelskør havn", fortæller hun videre. "Når restaureringen er tilendebragt, skal "Skjelskør" indsættes på en veteranrute mellem Saxkøbing og Bandholm i turisttiden. Fra Bandholm til Maribo går en veteranjernbane, og trekanten sluttes med en busrute mellem Maribo og Saxkøbing, betjent af en gammel britisk todækkerbus".
Fru Ulla Andersen forudser hele landets opmærksomhed, når den nye rute indvies til sommer, personificeret i fjernsyn og presse samt diverse notabiliteter.
Kun begyndelsen
Men "Skjelskør" er kun begyndelsen. Veteranskibsklubben kaster allerede lange blikke efter DSBs gamle dampfærge "Glyngøre", der ligger i Nykøbing Mors, og/eller fiskeriinspektionsskibet "Biologen" for at sikre sig endnu et dampskib.
"Naturligvis skal vi også købe sejlskibe, et af de ældste, små dieselskibe og en redningsbåd fra den jyske vestkyst", fortæller Ulla Andersen. "Personligt er jeg særdeles interesseret i anskaffelse af en gammel toldkrydser med topsejl - og en Marstalskonnert".
De fremtidige planer har dog et tosidet perspektiv. På den ene side er den tolvte time for at redde de gamle skibstyper ved at udrinde, men på den anden side nødsages foreningen formentlig til at skifte ned i tredie gear af økonomiske grunde - selv om de gamle skibe kan købes billigt og restaureres for mindre, end en veteranbil koster. Til sammenligning må anføres, at det ville koste en million kroner at bygge en ny "Skjelskør".
Allerede før sin eet års fødselsdag har fru Fortunas yndlingsklub fået en ikke ringe international indflydelse, som nok er værd at prale med til sidst. Bortset fra en privatejet canadisk veterandamper til flodsejlads er den danske organisation den første i verden, som har erhvervet et skib, og derved er den blevet et forbillede. Gode råd og formentlig også anvisninger på, hvordan man bliver heldig, er gavmildt sendt til pionerer i Sverige, Norge, Vesttyskland og England.
"For sagen er, at det haster overalt", slutter Ulla Andersen.
Billedtekst
Første del:
Fru Ulla Andersen vinker farvel ved "Skjelskør"s afrejse fra Odense til København, skibet ventes til Langelinie på søndag.
Anden del:
"Skjelskør" var sin navneby's stolthed, da den lagde til kaj i 1915, som vist her. Dansk Veteranskibsklub vil sørge for, at den føres tilbage til fordums glans og herlighed og derefter sættes i turistfart ikke så farlig langt fra den rute, som damperen trofast betjente på 15.000 ture mellem Skjelskør, Agersø og Omø".
