Veterandamperen I glas

FREDERIKSSUND:

Veterandampskibet S/S Skjelskør, der siden 1993 hver sommer har haft Fre­derikssund Havn som base for turistsejladser på Roskilde Fjord, har nu taget permanent ophold i Frederikssund. Godtnok i miniaturestørrelse og i sikker afstand fra fjordens vande.

Det drejer sig om en ca. 1/2 meter lang model af den stoute damper, der i sin glasmontre er rykket ind i byrådssalen på Frederikssund rådhus. Modellen ejes af Foreningen til Gamle Skibes Bevarelse (FGSB), og den opstilles i Frederikssund som en påskønnelse af Frederikssund kommunes udviste store interesse for det gamle skib. Modellen er lavet af maskinmester Franck i Køge i 1968 og stod de første 25 år i Roskilde, hvor S/S Skjelskør dengang havde sommerresidens. Siden 1993 har modellen stået hjemme hos FGSBs mangeårige kasserer, Ulla Andersen. - Som et kuriosum indeholder montren med modellen også en mini-miniature 1:10 af modellen. Den er lavet en en englænder i 1975.

Den "rigtige" S/S Skjelskør anløber iøvrigt Frederikssund Havn søndag den 7. juni, klar til en ny sæson.

Billedtekst
Borgmester Knud B. Christoffersen, Ulla Andersen og byrådsmedlem Ove Scheel ved overrækkel­sen af glasmontren med de to skibsmodeller. Ove Scheel sidder som Frederikssund kommunes repræsentant i bestyrelsen for Dansk Veteranskibs Klub.

pdfScan af original dokument