Gamle skibe skal reddes fra ophugning
Ny forening vil købe karakteristiske gamle småskibe, inden de forsvinder fra vore farvande
Med den udvikling, skibsfarten er inde i, vil det ikke vare mange år før de hyggelige gamle skonnerter og de sidste kuldrevne kyst-passagerbåde er forsvundet fra vore farvande og - hvis de ikke bliver reddet - ender hos en ophugger.
Men der er nu bestræbelser i gang for at redde flest mulig af de gamle skibe. En ny forening - "Foreningen til gamle skibes bevarelse" - har set dagens lys, og denne forening vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at redde flest mulig af de gamle, karakteristiske skibe.
Foreningen, som blev stiftet i foråret, har allerede købt sit første skib, Danmarks sidste kulfyrede kystpassagerdamper S/S "Skjelskør", som er erhvervet fra ophugningsfirmaet H. I. Hansen i Odense. "Skjelskør" skal nu bugseres til Nyborg, hvor den skal istandsættes, og senere er det hensigten at indsætte den på en rute i tilslutning til Dansk Jernbaneklubs veterantog Maribo-Bandholm. Der kan også blive tale om at lade den sejle på Roskilde Fjord i sommerhalvåret.
Foreningens mål er som nævnt at redde de flest mulige gamle skibe fra ophug. Man har i første række opmærksomheden henvendt på gamle skonnerter og galeaser, men også de sidste ikke-motordrevne redningsskibe fra vestkysten kan komme på tale ligesom man ad åre tænker på at erhverve de første små diesel-drevne færger herhjemme.
Men det vil alt sammen afhænge af økonomien. Mange har allerede vist forståelse for foreningens formål - deriblandt flere erhvervsorganisationer, men foreningens bestyrelse lægger ikke skjul på, at man gerne ser mange nye medlemmer. Ved den stiftende generalforsamling i foråret fik foreningen 38 medlemmer, siden er tallet mere end 4-doblet.
Indmeldelse kan ske til foreningens kasserer, fru Ulla Andersen, Lyngparken 5, Kgs. Lyngby