Veterantrekant-premiere
I dag er der "veterantrekant-premiere" på Lolland, og det er ikke med urette man forventer, at det bliver en helt enestående turistattraktion - oven i købet med det plus, at den ligger nær fugleflugtslinjen.
Veterantoget, som nu på tredje sæson kører på den idylliske og skovklædte strækning mellem Maribo og Bandholm, drives af Dansk Jernbaneklub.
Klubben ejer i dag godt en snes vogne og forskellig trækkraft, og det vil faktisk sige alt af historisk interesse fra privatbanerne. Det ældste lokomotiv "Faxe" er fra 1878 og et andet kører på hjemlig grund, da det i 1901 blev bygget på den nu nedlagte fabrik "Vulcan" i Maribo. På strækningen åbnedes i øvrigt Danmarks første privatbane i 1869.
Medlemmerne i Dansk jernbaneklub har udført et betydeligt frivilligt arbejde med materiellets istandsættelse. Der er også flere fra København og Nordsjælland, som hver søndag sommeren igennem rejser til Maribo for at være lokomotivførere og konduktører.
Veterandamperen, der sættes ind på en yndig rute langs Lollands kyst fra Bandholm og til Saxkjøbing, er "Skjelskør", der blev bygget i 1915. Det er Danmarks sidste kulfyrede damper i sin art og den var dømt til ophugning. Dansk veteranskibsklub blev imidlertid oprettet og reddede damperen, som har gennemgået en betydelig istandsættelse.
Til at slutte "trekanten" købte Maribo turistforening en todækkerbus, som er kommet fra den engelske by Brighton. Bussen skal køre mellem Saxkjøbing og Maribo og vil passere det skønne søområde på Midtlolland.
Fartplanerne for de tre trafikformer er kombinerede, så der kan foretages en direkte rundtur, der varer 3-4 timer. Veterantrekanten er kun i gang om søndagen i sommermånederne.
Billedtekst
Øverste billede:
Veterantoget - kører mellem Maribo og Bandholm
Mellemste billede:
Veterandamperen - sejler mellem Bandholm og Saxkjøbing
Nederste billede:
Veteranbussen - kører mellem Saxkjøbing og Maribo