Skatteskibet Skjelskør
NU vil Dansk Veteranskibsklub i forbindelse med den gamle jernbane åbne en veteranskibsrute mellem Bandholm og Sakskøbing. Men mon klubben vidste, hvad den gjorde, da den købte damperen "Skjelskør" af ophuggeren H, J. Hansen i Nyborg?
Skjelskør blev bygget hos Ring Andersen i Svendborg og søsat i 1915 på ruten til Omø og Agersø, hvor hun sejlede indtil for et par måneder siden. Hendes første skipper var kaptajn Balle, men bag det nystartede aktieselskab stod nordmanden Olav Lie, Harbo-skipperen Schmidt og portugiseren Fario: De tre var sammen vendt hjem fra en skattejagt i Stillehavet, hvor Schmidt var skipper på Harbo-sejleren, Lie styrmand og Fario havde kortet, de krydsede efter. Fandt de skatten? Et er sikkert De vendte rigere hjem end de rejste ud. Schmidt tegnede flere aktier i Skjelskør, og Lie tog den danske styrmandseksamen i Svendborg og fik kommandoen over damperen efter kaptajn Balle. Men Fario så man aldrig noget til, han forblev inden døre i kaptajn Lies hus lige til sin død.
Kaptajn Lie, som livets storme har kastet på land i aldersrenteboligen i Skælskør, holder munden lukket med syv segl. Schmidt er død, og portugiseren Farios hemmelighed ligger begravet med ham på kirkegården. Kun Johannes Jensen, aldrig kaldt andet end Johannes på damperen, kan berette lidt, for han har sejlet med Lie på Skjelskør i en menneskealder.
- Når man stod hos ham oppe på broen, kunne han fortælle om skatten, en gang lidt, en anden gang lidt mere, fortæller Johannes på damperen. Men han nåede aldrig at røbe sin hemmelighed til mig. Forinden trak han i dampfløjten og piftede én gang for hver bajer han ville have bragt op. Han var en tørstig mand, kaptajn Lie. Og alligevel var der ingen, som kendte grundene i fjorden eller is-renderne så godt som han. Jeg kan huske ham spejdende ned i isen med sin kikkert, mens jeg styrede ud over vågerne. I de strengeste vintre kunne isen jo nok klemme os lidt, men siden kaptajn Balle strandede på østsiden af Omø Havn på Skjelskørs jomfrurejse, havde vi anskaffet to slingrekøle, og bunden var skiftet ud fra fem millimeter til ni millimeters tykkelse.
- Den bund er bedre i dag end da Skjelskør blev søsat, siger Johannes på damperen. Også maskinen er uopslidelig. Men efterhånden kunne den ikke holde den fart de forlangte. I hårdt vejr var vi ofte tre og en halv time undervejs fra
Agersø, og så blev det i foråret bestemt, at Skjelskør skulle hugges op.
Lodsen Arthur Møller, som sejlede Skjelskør i de sidste år, ville selv have købt hende. Men han fik ordre om, at hun skulle til Odense i og hugges op. Den tidlige morgen, da han tog hende ud på det, han troede skulle blive hendes sidste i rejse, var han så sorgfuld, at han lod dampfløjten skingre en fuld time og opskræmte hele Skælskør by.
- Nu savner vi den gamle damper, slutter Johannes, og det eneste, der kan trøste os lidt, er at Veteranskibsklubben har reddet hende fra ophugning. Hun er et godt skib og kan sagtens sejle en halv snes år endnu, hvis lollikerne ellers kan finde sig i hendes langsommelighed.
Men den gamle kaptajn Lie mener noget helt andet: - Skjelskør er færdig! råber han på sit rav-norske. Hun bliver aldrig til skib mere! Han ryster muntert på sit grånende hoved af alle de narrestreger med veteranskibe, og kun hvis man nævner skatten i Stillehavet, visner smilet fra hans læber og han bliver tavs og mistænksom.
Billedtekst
Nederste højre hjørne:
Kaptajn Lie
- min mund er lukket.
