Veteran-damperen Skjelskør til leje

Det gode skib næsten færdigrestaureret efter 17.000 arbejdstimer

Otte af Veteranskibsklubbens 700 medlemmer har de sidste to år med glæde og begejstring spenderet 17.000 arbejdstimer for at bringe den 57-årige, kulfyrede damper »Skjelskør« tilbage til sin oprindelige skikkelse.

Der er endnu et stykke vej, til restaureringen er oppe på mærkerne. Men nu er skibet trukket på det tørre på Nordhavnsværftet for at blive søklar til sommerens sejladser på Roskilde Fjord.

Den dejlige gamle dampers normale tur er et svip rundt om det landskendte »kongerige Elleore«. Herfra stikker den en tur ind i Kattinge Vig mellem skovene ved Boserup og det fredede Bognæs. Skibet har god plads til 50—75 personer, som for en ca. 600 kr. kan få en rundtur på l½ time.

»Skjelskør blev bygget til sejladsen mellem Skælskør, Omø og Agersø. På 47 år gjorde den godt 15.000 sejladser. Så blev den solgt til ophugning i Odense. Inden skærebrænderne havde fået tag i den, startede en veteranskibsklub, som for 13,500 kr. i 1963 købte den. Siden er der gået mange tusinde timer med at føre skibet tilbage til dets oprindelige skikkelse.

pdfScan af original dokument