Mondænt at sejle med damper
Foreningen til Gamle Skibes Bevaring (Dansk Veteranskibsklub) mener nu, at en af vore sidste kulfyrede dampere, "Skjelskør", har overstået den værste fare for ophugning.
Formanden, sekretær, cand. jur. M. H. Spies oplyser, at indsamlingen skrider jævnt fremad, bl. a. har en del firmaer afgivet tilsagn om støtte. Et medlem af foreningen, der tæller mange maskinmestre og navigatører, har til "skibskontoen" indbetalt 1.000 kr. samt lovet at kautionere for en eventuel restkøbesum. Der mangler nu kun et par tusinde kroner. Fra den stiftende generalforsamling den 19. april er medlemstallet næsten tredoblet.
Under devisen "Det er mondænt at sejle med dampskib" arrangerer foreningen den 22. juni en sejltur med den sidste danske kulfyrede passagerdamper, "Agnete", fra Gilleleje til Höganås. Skibets reder, Jørgen Friis, har på forhånd lovet, at billetindtægten ubeskåret går til "skibskontoen".