Veteranskibsklubben mangler kun et par tusind kroner for at kunne købe en af vore sidste kulfyrede dampere - Her fortælles om det "mondæne" ved at sejle med damp - Om de vilde tyres skib, der ikke kunne vælte og om et trist arbejde, der førte til et godt initiativ.

SKØNHEDEN trykker bestemt ikke den lille passagerdamper "Skjelskør", som den ligger i dag i Odense Kanal på ydersiden af den lille 25-årige "Essodan" (325 ton). Den 48-årige steamer skutter sig nærmest undseligt, ligner mest af alt en ynkværdig gråspurv, der ikke tager det så højtideligt med det snavs, der hæfter ved den.
Nå, mon ikke stedets hele atmosfære gør sit til, at den ikke tager det så nøje med kursen mod forfaldet. "Skjelskør" har nemlig nu i mere end et år ligget ud for produktforretningen H. I. Hansens - et 134-årigt Odense-firma - 20 tønder land store skibsophugningsområde i nærheden af stålskibsværftet. Skibe, der er nået så langt, har indstillet sig på, at skærebrændere er lige om hjørnet for at sætte punktum for lang og tro saltvandsindsats.

Bliver den forsøgskanin?

Men i dag ser det alvorligt ud til, at "Skjelskør" snyder alle, der mener, at dens største værdi ligger i at blive til nyt skibsstål igen. Vel bliver den aldrig nogen søens svane, men den har chancen for at blive noget meget mere mondænt. Den skal vise eftertiden, ikke blot hvordan en rigtig kulfyret damper så ud, men også give folk en chance for at prøve dampskibets fordele, hvis man tør udtrykke sig sådan i dieselmotorens højborg - og endelig kan den optræde i rollen som forsøgskanin for vordende maskinmestre. Her kan de i praksis prøve at omsætte lærebøgernes teori om en kulfyret damper.

Alt tyder i hvert fald på, at Foreningen til Gamle Skibes Bevarelse, Dansk Veteranskibsklub får held med sit friske initiativ, så "Skjelskør" ikke blot undgår ophugning, men endda meget snart sejler ud til en ny æra med dampen oppe.

- Men dampere har vi da nok af, vil mange måske indvende, for er det ikke sådan, at dette ord endnu hos mange dækker begrebet skib? Og så er sandheden endda, at kulfyrede dampere er ved at blive en mangelvare. Fragtskibene i den danske handelsflåde har forladt den, og passagerdamperne kan næsten tælles på én hånd, vel at mærke under dansk flag.

I særklasse har vi stadig Baumgarten og Burmeisters 102-årige "Hjejlen", der stadig pløjer vandet på Himmelbjergsøerne. Men hermed er dette fortrinlige skibs eneste mangel også allerede fremhævet. Det er et ferskvandsskib, og der behøves ikke megen fantasi for at forstå, hvad det betyder i en gammel saltvands-sømands øjne. Under 50 brt. er der ellers kun "Skjelskør" med stempeldampmaskine. På 148 brt. findes "Agnete", der netop igen er begyndt på sin sommerrute med tre dobbeltture dagligt fra Gilleleje til Mölle og Höganäs. Denne 52-årige stadigt sejlende veterandamper er bygget i Helsingør, og selv om den er en dame i overgangsalderen, synes den endnu at have en fremtid for sig.

12 passagerer eller 300 soldater

Da Berlingske Tidendes søfartsmedarbejder ville tage "Skjelskør" nærmere i øjesyn, var det klart, at den eneste standsmæssige måde at komme over Storebælt måtte være med Statsbanernes nu 55-årige dampfærge "Christian IX". I dag benyttes den kun som godsfærge - 16 godsvogne pr. tur - men den har stadig tilladelse til at tage 12 passagerer eller 300 soldater!

Ja, sådan siger papirerne, men mødre til sønner i værnepligtsalderen behøver ikke af den grund at tro, at Statsbanerne gør forskel på soldater og passagerer. Det skyldes ganske simpelt, at soldaterne har tilladelse til at føre ammunition og benzin med over denne vej!

Hvori udmærker dampskibssejlads sig nu egentlig. På "Christian IX" er den eneste generende lyd, når man står på kommandobroen hos den 48-årige kaptajn J. A. Sørensen, at vandet bliver skubbet til side. Og i maskinrummet kan man uden at råbe højt føre lange samtaler med den 42-årige skibsmaskinmester V. H. Poulsen. Dieselmotoren er nu engang alt andet end lydløs, og man har tit ondt af maskinmestrene, der øjensynligt er stedbørn i en verden, hvor støjdæmpning er højeste mode.

- Man kan se, hvordan det hele arbejder, og personligt kan jeg bedst lide at bestille noget, uden at der er spektakel omkring mig, siger den 60-årige fyrbøder H. C. Hansen, der har været i Storebæltsoverfarten siden 1923. Hans kollega, den 58-årige Martin Madsen også fra Korsør, nikker samtykkende og tilføjer:

- Kedlerne er så gode som nye, det er godt kram, de har lavet i Helsingør, for selv om færgen stod på bunden ved Nygrund efter minesprængning den 20. april-1940, er jeg sikker på, at de kan klare sig godt endnu i mange år.
Men de 2200 dampheste er forslugne og bruger 20 ton kul i døgnet, ja, om vinteren på den skæve side af 30 ton. Og her har de så forklaringen på, at den langt mere økonomiske dieselmotor har gjort "Skjelskør" til noget af en sjældenhed på vore breddegrader.

Skælskørs kvinder gjorde vrøvl

Før vi kommer lidt nærmere ind på Veteranskibsklubbens program, var det nok rigtigst kort at genfortælle lidt om "Skjelskør"s indsats som passagerdamper i vort ørige.
Dampskibsselskabet "Skjelskør" har, så vidt jeg har forstået, bestået fra omkring 80'erne, fortæller den nu 66-årige manufakturhandler O. Vecht, Skælskør. I starten havde man tre åbne både, så passagererne til Agersø og Omø var nærmest ved at dø af kulde om vinteren. 14. marts 1915 fik man så damperen "Skjelskør" for 40.000 kr. Hele byen stod på den anden ende, for der var nærmest tale om et luksusskib sammenlignet med de tidligere både, for tænk, der var lukkede saloner om bord. En gammel deepwater-sailor, nordmanden Olav Lie, der tidligere havde prøvet Skælskørs gamle barkskibe, blev første kaptajn.

- Og der findes næppe mere sødygtigt skib herhjemme. Vi har sejlet i al slags vejr med passagerer, post og gods. Der har været 18 køer om bord, vi har haft heste og vilde tyre, der måtte beroliges med indsprøjtninger. Og den har prøvet al slags vejr, også at få vand ind gennem skorstenen og ned i maskinrum, da den væltede under en sydoststorm, men den rettede sig op igen på roret, og der findes ikke mere sødygtigt skib her i landet og er Gud ' ske lov kommet hjem hver gang, selv om den naturligvis er strandet i tåget vejr. Husk på, man sejlede på kompas og lommeur, mens kursen var i hovedet. Se, det var sømandskab.

- "Skjelskør" havde en blød og rolig gang, ja, man mærkede slet ikke, at den sejlede. Det gjorde derimod Skelskørs kvinder, der gjorde vrøvl over, at kulstøvet svinede deres tøj. Vi kom til at holde af den hernede, så jeg forstår såmænd godt den kendte skibsbygger Ring Andersen i Svendborg, når han sagde: Kan De se faconen og linierne i bunden. Men for 5-6 år siden indså vi, at den ikke mere var tidssvarende. Øerne begyndte at røre på sig, og så måtte lods Arthur Møller ud på den sidste rejse med den til Odense, slutter manufakturhandler Vecht.

Agersø og Omø har fået nye skibe fra Stigsnæs, og efter at dampskibsselskabet "Skjelskør" besluttede at likvidere, blev damperen solgt til H. I. Hansen for 10.389 kr. Da den nåede ophugningspladsen 31. marts sidste år, havde den sejlet 15.000 ture og gennemsejlet en strækning, der svarer til 2½ gang Jorden rundt. Men så var det også slut.

Udslettede skibe

- Nej, nu begynder det først, for skibet bliver reddet fra ophugning. I dag mangler vi kun 3500 kr. for at have de 13.500 kr., som "Skjelskør" koster, understreger formanden for Veteranskibsklubben, den 32-årige sekretær i Boligministeriet, cand. jur. M. H. Spies.

- Hvordan opstod tanken om en veteranskibsklub, spørger Berlingske Tidendes søfartsmedarbejder under en samtale i "rederikontoret" på Vigerslevvej 42 i Valby.

- Der er egentlig tre årsager. Den allerførste impuls fik jeg, da jeg hørte radioreporteren Ole Kühnels udsendelse S/S "Valdemar", isbryderfærgen fra Limfjorden, på den sidste rejse. Men derudover har damp altid interesseret mig, og jeg er medlem af Dansk Jernbaneklub, der har sit veterantog Maribo-Bandholm. Endelig har jeg i en årrække siddet som seketær i skibsregistret. Her førte jeg protokol over udslettede skibe - enten fordi de var forlist, skulle sælges til udlandet eller ophugges. Det var et trist arbejde, kan De tro, men jeg fik et indblik i, hvor få dampskibe der er tilbage under dansk flag. Endelig, at de praktisk taget ingen ting koster.

Kunne man blot finde et skib, der rar overkommeligt og kunne vise eftertiden, hvordan en kulfyret damper så ud. Der kunne være tale om hjulfærgen »Fritz Iuel« fra 1873, men maskine og skovlhjul var allerede på B & W's museum, mens skroget henligger som arbejdspram på Svendborg Skibsværft. "Agnete" ligger i pris og størrelse i overkanten af, hvad en sådan klub kan bære. Derfor var der kun "Skjelskør" tilbage.
Veteranskibsklubben, hvis bestyrelse består af kommunelærer B. Houkjær, lektor Jørgen H. P. Barfod, civilingeniør Ole Crumlin Pedersen og skibsinspektør M. Rosell, har i dag over 100 medlemmer. Det er dels maskinmestre, "der på deres krop" har mærket betydningen af dampskibe, dels sejlsportsfolk, navigatører og mange damer. Fælles for dem alle er, at de gerne vil give et nap med til at klargøre damperen, holde den ved lige og sejle den. Endvidere har man tilsagn om skibsmaling, elektriske artikler og gratis smøreolie. Derimod må det nok indrømmes, at egentlige shippingkredse har vist nogen tilbageholdenhed over for klubben.

Hvor skal den sejle?

- Hvornår kan man igen give en maskinmester på "Skjelskør" ordren fuld kraft frem?
- Kort og godt: Når vi har købesummen kontant plus 1.000 kr. ekstra til damperens klargøring og sejlads til København, så vi undgår at belaste medlemskontingentet med renteudgifterne fra et lån! Er vi først nået så langt, skal det nok gå. Det er tanken, at det skal sejle lejlighedsvis enten i tilslutning til veteranjernbanen fra Bandholm eller på Roskilde Fjord til det kommende vikingeskibsmuseum, men det kan også være, at det bliver på Øresund.

- Hvad er egentlig det charmerende ved et dampskib?
- Der er dels røgskyen ud over vandet. Så er der lugten i maskinrummet, der er så ren. Alt er levende. Dieselmotoren hakker og stønner og har en modbydelig os, ingen kan se den arbejde. Og så agter vi ad åre, når Veteranskibsklubben er velkonsolideret, at føre den tilbage til den oprindelige skikkelse. De gamle vinduer, der sad agter, blev taget ud i 1918. Men de findes endnu i et skur på havnen i Skælskør, så det skal nok lykkes, slutter sekretær Spies, der med fuld damp er gået ind for at redde et stykke dansk skibsfartshistorie. Det kan gøres for en pris, der svarer til en brugt bil!

1. spalte midt på siden

Køn er "Skjelskør" ikke i dag, som den ligger ved ophugningspladsen i Odense Kanal. Men Veteranskibsklubbens medlemmer er alle villige til at smøge ærmerne op for at gøre den "mondæn".

1. spalte nederst

Veteranskibsklubbens ihærdige formand, sekretær, cand.jur. M. H. Spies

2. spalte øverst

Hele Skælskør by var på den anden ende af begejstring, da byggenummer 54 fra Ring Andersens værft i Svendborg 14. marts 1915 lagde til kaj. "Skjelskør" var dengang noget af en luksusdamper for Agersø og Omø.

2. spalte, billede nummer to

Manufakturhdl. O. Vecht, Skælskør, damperens sidste reder.

3. spalte nederst

Hvis De pludselig får lyst til at prøve en rigtig kulfyret damper, er der faktisk kun én chance, nemlig den 52-årige "Agnete".

4. spalte øverst

Sådan så skorstenene ud, da de endnu var mere end blot pynt eller brugtes som bar.

5. spalte

Jeg kan bedst lide at bestille noget, siger den 60-årige fyrbøder H. C. Hansen, der har været i Storebæltsoverfarten siden 1923 og glæder sig til arbejdet på dampfærgen "Christian IX"

Scan af orginal dokument