Bliv skibsreder for 1,25 kr. om måneden
Maskinmestrenes Forening og svensk dame har sammen med andre givet store beløb, så Veteranskibsklubben i denne uge indleder forhandlinger om køb af »Skjelskør« fra ophugningsfirmaet i Odense
- For nogle år siden gjorde jeg sammen med min søster en udflugt til Agersø og Omø med damperen »Skjelskør«. Det var en, dejlig tur, skrev en svensk dame, der hvert år ferierer ved Kobæk, til Veteranskibs-klubben efter Berlingske Tidendes artikel, søndag den 23. om »Damperen, der ikke ville dø«. Samtidig lovede hun at sende en check på 2.350 kr.!
86-årig vil være maskinmester
I det hele taget har Veteran-skibsklubben siden artiklen modtaget adskillige beviser på den store interesse, der er i vide kredse for at bevare en af de sidste saltvandssejlende, kulfyrede passagerdampere. Dette med saltvandet er understreget, fordi en læser har gjort opmærksom på - hvilket var med i artiklen - at den 102-årige »Hjejlen« stadig pløjer bølgerne på Silkeborgsøerne. Foruden denne er der også skruedamperen »Hejren« fra 1909. »At »Hjejlen« så tilmed gennemsejler en af de skønneste egne i vort land, gør, trods ferskvandet, ikke oplevelsen mindre«, skriver isenkræmmer Rolf Werner videre.
Det er der vist ingen, der ønsker at modsige. Men det rokker heller ikke ved Veteranskibsklubbens begejstring for »Skjelskør« som et rigtigt kystfartøj. Flere læsere har sendt foreningen 100 kr., og den 86-årige maskinmester L. Br. Højberg har desuden ytret ønske om, at han godt kunne tænke sig at tage jobbet som 1. mester i S/S »Skjelskør«, altså ikke M/S. Højberg har uden tvivl alle forudsætninger for jobbet, for siden han tog eksamen i Helsingør, har han udnyttet sine erfaringer som 1. mester på Amdrup-ekspeditionen til Østgrønland i 1900 og senere i land med B&W-motorer og som jernbaneingeniør i Argentina. Men 1. mesterpladsen på »Skjelskør« er så eftertragtet - og forlængst udlovet, at næppe noget skib i den danske handelsflåde har så mange maskinmestre stående i kø efter afløsningschancer.
Købssummen sikret
Forrige søndag manglede der endnu et par tusind kroner i at nå den tidligere aftalte købesum 13.500 kroner. Men forleden vedtog Maskinmestrenes Forening at indmelde sig i Veteranskibsklubben med et kontingent én gang for alle på 2000 kr.
Maskinmestrenes Forening har fundet det ganske naturligt at yde den støtte, der ligger i medlemskabet til en forening, der har påtaget sig den opgave at bevare netop et dampskib. Det vil altså sige, at sammen med den svenske dames tilsagn er købet nu definitivt sikret.
.
- Vor glæde over Maskinmestrenes Forenings tilbud kan bedst sammenlignes med den fornemmelse, Churchill havde da Amerika gik med i krigen, sagde sekretær, cand. jur. M. H. Spies, Veteranskibsklubbens formand, i går meget effektfuldt til Berlingske Tidende. En del af bestyrelsen var i går samlet til møde hos kassereren, fru Ulla Andersen, Lyngparken 5, for at høre, hvad smede- og maskinmester P. H. Bandholm (næstformand) havde at berette efter et besøg i Odense om bord i »Skjelskør«, der stadig ligger ud for produktforretningen H. I. Hansens skibsophugningsområde.
- Vi trak i arbejdstøjet for at undersøge damperens mere ædle dele for eventuelle frostsprængninger, og samtidig gav damperens gamle maskinmester S. A. Saabøl, Skelskør, visse fiduser om maskinen. Alderen taget i betragtning så det hele godt ud, og vi skal ikke være bange for, at den ikke vil fungere tilfredsstillende.
Til stede ved dette orienteringsmøde var endvidere skibsinspektør M. Rosell og sekretær Ole Hembo. Samtidig udfyldtes en registreringsskrivelse til Skibsregistret for foreningens snarlige overtagelse af den gamle damper.
Holder liv i fars livsgerning
- Hvordan bliver en kvinde kasserer i en Veteranskibsklub?
- Det skyldes ganske simpelt, at min far, pensioneret skibsmaskinmester Johs. Nielsen, var ansat i Statsbanerne, og fra Storebæltsoverfarten kender jeg den hyggelige atmosfære om bord i »Chr. IX«. Fra helt lille har jeg været vant til at færdes i maskinrum med damp. Det er helt klart, at jeg vil være med til at holde liv i noget far har stået ved i 40 år, siger fru Andersen, der dog tilføjer, at kasserer-arbejdet er ved at tage et sådant omfang, at hun er glad for hendes mand går ind for det med positiv støtte.
Foreningen har i dag 130 medlemmer - altså 30 nye på én uge - og sloganet: Bliv reder for 1,25 kr. om måneden skal nok trække endnu flere til. Købsforhandlingerne indledes i begyndelsen af denne uge, og her bliver det naturligvis spændende, om de 13.500 kr. dækker. Skibet skal være i stand, ophugningsfirmaet modtog det for et år siden. Siden skal »Skjelskør« så til det sædvanlige eftersyn i dok på værft i Odense og derefter til København, hvor medlemmerne vil gå i gang med en tiltrængt oppudsning af skibet.
Nu håber foreningen pa en sidste økonomisk håndstrækning, så man meget hurtigt kan give lods Arthur Møller, Skelskør, meldingen fuld kraft frem. Det var ham, der sejlede med »Skjelskør« i 22 år og afleverede den i. »dødens havn«, hvorfra næsten ingen skibe vender tilbage.
»Foreningen til Gamle Skibes Bevarelse« er for øvrigt et navn, der rækker langt ud over »Skjelskør«. Det kan måske engang både komme til at dække sejlende, ærværdige galeaser, skonnerter og andre sejlførende fartøjer, men det kan også være vestkystens redningsbåde og da endelig også engang en mindre dieselmotorfærge.
Man må ikke binde sig for stærkt til dampbegejstringen, for i dieselmotorens hjemland bør det være helt naturligt at få nogle B. & W. veteranskibe bevaret for eftertiden. Men det er klart, at veteranskibsklubben i første omgang koncentrerer kræfterne om at bevare det stykke skibshistorie, som den kulfyrede damper repræsenterer.
Ganske vist har man »Agnete« sejlende, men hvor længe varer det, inden den bliver solgt til udlandet?
For i øvrigt bør den 81-årige festlige statsbanefærge »Glyngøre«, der er bygget hos færgespecialisterne i Helsingør, være en godbid. Ikke mindst når man tænker på, at Statsbanerne selv er indstillet på at gemme gamle lokomotiver, så må tanken om at bevare en gammel færge være nærliggende for søfartschef Ø. Bech.
I første omgang skal man glæde sig over, at »Skjelskør« er sikret. Bliver den først sat i, sejlklar stand, skal der nok være folk, der vil sejle med og i den.
Billedtekster
2. spalte, venstre
Ulla Andersen
2. spalte, højre
P. H. Bandholm