Frømanden sagde god for "Skjelskørs" bund

Skibet tog grunden ved Storstrømsbroen - Veterandamperen ligger nu i havnen i Kalvehave

Rederiet "Veteranskibsklubben"s første fartøj lagde i går ved 17-tiden til i Kalvehave nær Møns-broen. Her skal den 49-årige damper "Skjelskør" ligge, til rederne forhåbentlig på søndag - alt afhængig af vejr og vind - kan dampe de sidste seks timer til København.

Fik sejltilladelse

En overgang i går var det endda meget tvivlsomt, om skibet kunne få sejltlladelse. Som meddelt i en del af Berlingske Tidendes søndagsoplag kom skibet til Stubbekøbing ved 22-tiden efter en usædvanlig hård ni timers sejlads i vindstyrke fra syv og opefter fra Nyborg. Men ikke nok med at søsygen hærgede voldsomt og skånselsløst uden persons anseelse om bord, kort før Storstrømsbroen var "Skjelskør" ude for et uheld, der kunne have været farligt.
|
I den kulsorte nat var man om bord i "Skjelskør" lidt i vildrede om den rette vej under Storstrømsbroen. Pludselig bumpede skibet på noget. En overgang var man lidt i tvivl om, hvorvidt skibet var grundstødt eller blot havde rørt bunden. Det sidste viste sig heldigvis at være tilfældet.

"Skjelskør" rejser på sin første rejse på en midlertidig sejltilladelse udstedt af Statens Skibstilsyn. Selv om samtlige foreningens godt 300 medlemmer fungerer som redere, står formanden, sekretær, cand. jur. M. H. Spies som korresponderende reder. Han var da også klar over, at uheldet ved Storstrømsbroen måtte meldes. Og i Stubbekøbing mødte havnefoged B. Bille og skibsbygger Kaj Hansen op for at syne skibet. Det var dog ikke tilstrækkeligt for en videre sejltilladelse. Falck-Zonens frømandstjeneste i Nakskov blev tilkaldt.

Frømandens undersøgelse viste, at "Skjelskør" omtrent midtskibs havde en:mindre bule på godt en meters længde. For teknikere kan det tilføjes, at kølskoen tydeligt var skrabet hvid. Det vil sige, at det var fast kridtlag, den gamle damper havde været oppe at kure på. Da ingen af de "ædlere dele" havde taget den mindste skade, fik skibet ved 15-tiden lov at sejle videre. Og i nærmest magsvejr tøffede damperen op gennem Grønsund, men da mørket begyndte at falde på, søgte man ind til Kalvehave.

Fint søskib

Veteranskibsklubben vil ikke ud at sejle med "Skjelskør" i mørke med det første. Som alle nystartede rederier vel har det, havde man indset at lørdagens sejlads, næsten fem timer i mørke under de vejrmæssigt mest ugunstige forhold, ikke opfordrer til gentagelse.

Under den voldsomme gyngetur fra Nyborg og ned mod Smålands-farvandets lumskerier viste "Skjelskør" sig imidlertid at være et overmåde godt søskib. For selv om den gode damper ikke tog det mindste hensyn til passagerernes velbefindende, rettede den sig på det smukkeste op fra hver kraftig overhaling. Nå, bygmester Ring Andersen i Svendborg har heller aldrig fået bestilling i 1915 på et skib til langfartssejlads. Og den skal da også kun til København, for at medlemmerne ved den gratis kajplads ved Grønlandske Handel kan få lejlighed til at pynte op på og føre skibet tilbage til den oprindelige skikkelse.

Der forestår et stort arbejde, før "Skjelskør" forhåbentlig til sommer kan indsættes på en veteranskibsrute fra Bandholm i tilslutning til Veteranjernbanen. De ædlere dele i skibet, både dampmaskinen og skibsskrog, fejler ikke det mindste. Det kan de, der var med til "Skjelskør"s anden jomfrurejse på vej bort fra ophugning og ødelæggelse, bevidne. Den har nemlig nærmest fået en flyvende start ind i en forhåbentlig glorværdig fremtid, som skal minde om dengang, skibe spiste kul og gav røg op af skorstenen.

Tekst ved stjernen
Maskinmester Henry Jørgensen havde efter den anstrengende tur den glæde at få meddelelse om, at hans kone var nedkommet med en søn.

Billedtekst:
er er frømanden på vej ned for at se, om "Skjelskør"s bund har taget skade.

pdfScan af original dokument