Citat fra avisens websted.
Skjelskør kan holde på dampen
![]() |
Reparationskoordinator Erik Markussen i S/S "Skjelskør"'s maskinrum med fyrrummet og den nyreparerede kedel.
|
Det 91-årige veteranskib "S/S Skjelskør" har genoptaget sine sejladser på Roskilde Fjord efter en hovedreperation af kedlen - og fremstår nypudset overalt.
Frederikssund: Der er ikke meget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det kan besætningen på det 91 år gamle kulfyrede dampskib "S/S Skjelskør" skrive under på efter at have ligget til kaj i Frederikssund Havn i over halvandet år uden at kunne sejle som følge af en utæt kedel. Nu er kedlen, som er livsnødvendig for et dampskib, blevet repareret via en sponsorstøtte på 100.000 kroner fra Nordea, og det stolte skib "S/S Skjelskør" har genoptaget sin sejlplan og charterture på Roskilde Fjord.
I mellemtiden har besætningen ikke ventet med hænderne i skødet. Kredsen af frivillige i "Foreningen til Gamle Skibes Bevarelse", der ejer og driver det gamle skib, som sejlede på ruten Skælskør-Agersø-Omø fra 1914-1962, har brugt tid - masser af tid - til at pynte lidt på den gamle kone. Stort set alt på "S/S Skjelskør" er blevet løbet over af en pensel med cremegul, svenskrød, hvid eller sort maling, pånær de steder, hvor træværket har fået lak, og skibet fremstår ualmindelig flot med nærmest skinnende overflader her i sommersolen. Selv maskinrummet har fået en omgang.
- Vi har fået lavet en masse ting, fordi vi ikke har sejlet, forklarer besætningskoordinator Kirsten Pontoppidan og griner højlydt af avisens udsendte, der trods advarsler når at sætte fingeraftryk på nylakerede flader flere gange under sit besøg. Fra dækket er der fjernet en gammel jolle over skylightet, og det har givet plads til to bænke mere og at man kan titte gennem små ruder direkte ned i maskinrummet, hvor to mand fra det jyske firma ICE i fire uger har ligget i den 4000 liter store kedel for at svejse den tæt.
- Nu kan folk få en meget bedre udsigt og se det hele uden at skulle strække hovederne, forklarer Jørgen Wrem fra kredsen af frivillige. "S/S Skjelskør" har i år kun fået en "lille tilladelse" fra Søfartsstyrelsen til at sejle og må derfor pænt blive i Roskilde Fjord. Men til efteråret tøffer Skjelskør" til Gilleleje for at komme på værft, blive tjekket nedefra og få den "store tilladelse" til at sejle på havet. Men foreløbig skal der sejles med glade turister og fastboende hver søndag på en times sejladser sydpå til Jyllinge og tilbage.
- I søndags var der over 60 mennesker med - og det var ganske pænt, når vi egentlig skulle have været i Flensborg til træf, fortæller Kirsten Pontoppidan.