S/S Skjelskør blev hilst af tusinder

Øverste dæk i højde med bolværket - Toldkrydser kippede med flaget - Bankede rust

I magsvejr stak det 49-aarige dampskib Skjelskør til søs lørdag formiddag. Efter ophold i Dragør natten mellem lørdag og søndag kom dampskibet søndag eftermiddag til Langelinie, hvor der ventede det en ovenud straalende modtagelse. Flere tusinde mennesker var mødt op for at se det gamle skib, der sidste week-end havde vist sin sødygtighed ved at trodse en orkanagtig storm i Smaalandshavet.

Lørdag formiddag ved 11-tiden gik trosserne, og S/S Skjelskør dampede nordover. Vejret var godt, der var næsten ingen vind. Tanken var, at dele turen i to etaper, saa man satte kursen mod Rødvig. Da man ankom dertil ved tre-tiden, var der imidlertid stormvarsel for Køge Bugt, søndag, hvorfor man fandt det klogest at sejle til Dragør, hvortil man naaede ved otte-tiden lørdag aften.

Radio ombord

Skjelskør var blevet udstyret med et VPF-radioanlæg til sejladsen, belært af vanskelighederne paa den sidste sejlads, da man i stomen var uden kontakt med land.

Ved to-tiden søndag sejlede skibet fra Dragør mod Københavns Havn. - Ogsaa den del af turen forløb glat. En ret kraftig nordenvind og søndenstrømmen i sundet ophævede hinanden. Da man gennem Hollænderdybet stod havnen ind, gled en toldkrydser op paa siden af Skjelskør og kippede med flaget. Toldkrydseren fulgte skibet til kaj ved Isbjørnen paa Langelinie.

Mange tusinde mennesker var samlet dér for at tage imod damperen, hvis øverste dæk knapt nok naaede op over bolværkets kant. Derefter blev Skjelskør sejlet til Trangraven ved Kgl. Grønlandske Handel. Her skal de næste maaneders make-up af skibet foregaa. Der forestaar Veteranskibsklubbens medlemmer et stort arbejde med at banke rust og male skibet, der skal indsættes i drift mellem Bandholm og Saxkjøbing omkring den første juni.

pdfScan af original dokument