Trekantveterandag paa Midtlolland

Da verdens første veteranskibsrute og den engelske todækkerbus i gaar blev koblet til museumsbanen - International turistattraktion  af format

I gaar etableredes trekant-veteran-trafikken paa Midtlolland. Den engelske todækkerbus, "Victoria", ankom ved 10-tiden til Saxkjøbing havn, hvor den gamle dampmaskine "Skjelskør" laa opankret. Skibet sejlede til Bandholm, og herfra sluttedes trekanten med veterantogkørsel til Maribo, hvorfra bussen var udgaaet.

Mange mennesker var i det gode vejr mødt op for at hilse paa veteranerne. FDF-orkester, borgervæbning, ropiger, Rolls Royce, flag, vin og kransekage var ramme om festen. Der blev holdt taler af formænd for turistforeninger og veteranklubber samt af borgmestre og sogneraadsformænd, og der blev raabt hurra for tog, skib og bus. Fjernsynskameraer fra ind- og udland snurrede, og pressefotografer hentede billeder hjem fra begivenheden, saa alverden kan gøres bekendt med, at nu sker der noget turistmæssigt enestaaende paa Midtlolland.

I Bandholm trakterede kommunen paa haandbajere og pølser, og derefter var der rift om pladserne i det gamle tog. Ikke mindst ønskede man at sidde i en gammel bænkevogn, der havde premiere i gaar.

Nykøbing hilste trekant-arrangementet paa en lidt utraditionel maade. Formanden for turistforeningen, turistchefen og andre nykøbingensere kom sejlende til Saxkjøbing paa direktør Jørgen Hendriksens lystbaad. Den stod havnen ind for fulde sejl og med alle signalflag hejst. Den blev modtaget af tilskuerne med begejstrede klapsalver.

Trekant-arrangementet vil sommeren igennem være i drift hver søndag. Der er næppe tvivl om, at veteranerne vil blive flittigt besøgt.

Billedtekst

Øverste billede:
Stor begejstring vakte den fine gamle veteranbil en fornem Rolls Royce, ført af ejeren baron Raben Lewetzau, Aalholm

Midterste billede:
Maribos turistchef, møbelhandler Henning Madsen, ønsker alt godt for trekantsamarbejdet

Nederste billede:
"Skjelskør" gaar fra kaj med de ca. 100 gæster om bord fulgt af hurraraab fra de mange hundrede mennesker, der stod paa kajen

pdfScan af original dokument