Søndagen stod i dampens tegn

Festlig indvielse af trekantsamarbejdet mellem Turistforeningen for Maribo og omegn, Dansk Veteranskibsklub og Dansk Jernbaneklub

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da en lang række indbudte gæster i går formiddag samledes på Maribo banegård for at gå om bord i todækker-bussen "Viktoria". Det var indledningen til et strålende indvielsesarrangement af trekantsamarbejdet mellem turistforeningen for Maribo og Omegn, Dansk Veteranskibsklub og Dansk Jernbaneklub.

Maribo Turistforening stod for den første del af arrangementet. Med de indbudte gæster "om bord" og med Maribo Borgervæbnings orkester i spidsen kørte "Viktoria" gennem Maribos gader og fortsatte derefter til Saxkjøbing, syd om Maribo Søndersø. Skønt det luftede en del på 1. sal, var turen sønden om pragtfuld. Måske har mange kørt den tur før, oplevet den skønne natur, som findes på Midtlolland, men søen tager sig faktisk meget bedre ud, når man ser "det hele sådan lidt fra oven"-

En time senere kom bussen til Saxkjøbing stadion, hvor Frivilligt Drenge Forbunds orkester fra både Maribo og Saxkjøbing, stod parate til sammen med Borgervæbningens orkester at lede bussen gennem byen. I optoget i Saxkjøbing deltog endvidere en Rolls Royce tilhørende baron J. O. Raben-Levetzau's veteranbilsamling.

Hilsen fra Nykøbing F.

Som en hilsen og lykønskning til trekantsamarbejdet ankom en gammel motorgalease fra Nykøbing F. - repræsenterende Turistforeningen for Nykøbing F. og Omegn, og galeasen blev naturligvis hilst med fløjt fra "Skjelskjør"s gamle dampfløjte.

Hundredvis af mennesker havde taget opstilling på kajen i Bandholm havn, da S/S "Skjelskør" en time efter afgangen fra Saxkjøbing stod havnen ind. Endnu et par dampfløjter blev taget i brug ved ankomsten til Bandholm - nemlig fløjterne på museumsbanens to lokale lokonotiver.

Bandholm kommune var vært ved en forfriskning på kajen - hvorefter turen fortsattes med Dansk Jernbaneklubs museumstog til Maribo, hvor arrangementet sluttede.

Billedtekst

Fra ankomsten til Bandholm. S/S "Skjelskør" har netop lagt til kaj. Museumstoget er parat til at bringe gæsterne til Maribo, hvor efter trekanten er sluttet.

pdfScan af original dokument