"Skjelskør" har sit på det tørre

Store bestræbelser for at få Veteranskibsklubbens gamle damper til Lolland i tilslutning til veteranjernbane og bilmuseum

"Skjelskør" ligger nu i dok i Nyborg. Bag denne nøgterne konstatering ligger den ejendommelige situation, at et skib, der i over et år har ligget for ophugning i Odense, nu skal gøres i stand igen. Det umulige er sket, at et skib er vendt tilbage fra den havn, hvor ingen skibe igen sejler fra!

Det er Foreningen til gamle Skibes Bevarelses stædighed, der er årsagen til, at en af vore allersidste kulfyrede dampere nu skal gøres sejlklar igen. Når den gamle rutedamper har gennemgået eftersyn, skal den for egen damp sejle til København. Her er det så meningen, at foreningens medlemmer vil smøge ærmerne op og forsøge at få "Skjelskør" til at ligne det fartøj, der i 1915 blev afleveret fra Svendborg.

Både ord og støtte

Og når den så er pudset op på ny, kommer spørgsmålet: Hvor skal den sejle? Det afgøres først ved en generalforsamling i Veteranskibsklubben i denne måned. Men det ser ud til, at de gode lollikker har forstået at fiske i rørt vande. Maribo Turistforenings formand, forretningsbestyrer Henning Madsen og formanden for initiativrådet i Sakskøbing, Leif Christiansen, har vist sagen meget stor interesse og foreslået, at veterandamperen skal sejle mellem Bandhoim og Sakskøbing. Motiveringen er den, at man i forvejen har Dansk Jernbaneklubs veterantog kørende på strækningen Maribo-Bandholm, og så kan man i denne forbindelse også nævne baron J. O. Raben-Levetzaus forsøg på at skabe et bilmuseum på Ålholm slot i Nysted. Lolland forsøger altså at gøre sig klar til rang af veteranland, men man har ikke ladet det være blot ved ord. "Skjelskør" har ved velvilje fra lensgreve F. M. Knuth og Sakskøbing Kommune fået løfte om gratis kajplads samt fritagelse for havneafgifter i de to byer.

Foreløbig er den gamle damper i gode hænder hos skibsbygmester C. E. Koch Jensen i Nyborg. Og så er veteranskibsklubbens utrættelige formand, sekretær M. H. Spies, begyndt at tælle dagene til det øjeblik, da han kan trække i dampfløjten og give ordren "fuld kraft frem" mod København. Så er nemlig det umulige blevet muligt. Et skib, der var dømt til aldrig at sejle mere, har sat en kurs, som er en hæderkronet, feteret og omsværmet dame i hendes alder værdig.

pdfScan af orginal dokument