Veteranskibsklubben fordobler sin flåde
Fra et til to fartøjer - Faste ruteplaner med de gamle dampere blandt andet i Smålandshavet
Det rigtige dampskib med kulfyr og røg ud af skorstenen forsvinder med rivende hast fra farvandene. Tanken om, at vi en skønne dag skulle stå uden synlige - og bevægelige - minder om de gamle dampskibsdage blev i foråret fader til Foreningen til Gamle Skibes Bevarelse.
Den har haft en forrygende medlems- og flådesucces.
Det lykkedes at frelse den næsten 50-årige s/s "Skjelskør" fra skærebrænderne. I de 47 år, den sejlede på Skælskør-Agersø-Omø-ruten, nåede den at få 15:000 ture. Da dan skulle hugges op, afgav ophuggeren H. I. Hansen, Odense, skibet for 13.500 kroner. En lille pris for de 49 bruttoregisterton. Nu kommer den i dok, og veteranskibsklubben, som foreningen hedder i daglig omtale, tog i aftes på Generalforsamlingen i "Vartov" den beslutning, at "Skjelskør" går ind som veteranskib på en rute i Smålandshavet. På Lolland kører veteranbanen med de gamle lokomotiver og vogne. Skib og bane i fællesskab skulle nok kunne få noget ud af et samarbejde.
Men ved generalforsamlingen i aftes kunne formanden, sekretær cand. jur. M. H. Spies, fortælle om flådens fordobling fra et til to skibe. Teknisk Museum har lovet at låne havnevæsnets udrangerede 62 år gamle damper "Kasa" (tidl. "Asa") til foreningen i de kommende 10 år. Tilbuddet tog medlemmerne imod med glæde.
Når skibene er gjort i stand og godkendt, vil de blive sejlet og passet gratis af foreningens kyndige medlemmer på sommerens ture. Foreningen har allerede nu fået gaver til istandgørelsen og tilbud om vederlagsfri hjælp ved selve arbejdet. Medlemstilgangen har været voldsom. Man begyndte i april med 38 medlemmer og er nu nået over 300.
På mødet i aftes genvalgtes bestyrelsen. Den består nu af kasserer Ulla Andersen, smedemester P H Bandholm, lektor J. H. P Barfod, civilingeniør O. Crumlin-Petersen, fuldmægtig O. Hembo, skibsinspektør M. Rosell og formanden M. H Spies.
Vartov-generalforsamlingen gav enstemmigt sin tilslutning til, at "Skjelskør" sejler Saxkøbing-Bandholm. Bestyrelsen fik bemyndigelse til at føre forhandlingerne om "Kasa"s overtagelse videre, og endelig åbnede man for en fin trekanttrafik på Lolland. Saxkøbing og Maribo forhandler med den danske ambassade i London med London Transport om at få en veteran-todækkerbus til rådighed, Bussen skal køre Saxkøbing-Maribo, og da veteranbanen kører Maribo-Bandholm, kan veteranskibet slutte trekanten med Bandholm-Saxkøbing.
Det vil blive en virkelig veteranrute, hvis man kan få busruten etableret også - selvom man derved forlader dampprincippet og tager motortransporten med.
Billedtekst
I KASA's 62 år gamle kahyt. Fra venstre skibsinspektør M. Rosell, veteranskibsklubbens formand H. M. Spies, maskinmester Otto Carlé, Teknisk Museeum, og civilingeniør Rolf Øster, havnevæsnet.