Veteranskibsinteresse: Dansk eksempel smitter overalt

Både i Sverige, England, Tyskland, Schweiz og Australien arbejder man på at bevare gamle dampere
- Hidtil kun lykkedes i Canada med en slæbebåd og i Danmark med en passagerbåd

Foreningen til gamle Skibeis Bevarelses utrættelige og til sidst resultatrige kamp for at redde den gamle damper "Skjelskør" fra ophugning har vakt en ganske kolossal interesse også i udlandet. Men indtil i dag er den danske klub enestående i sin art.

På et meget tidligt tidspunkt viste redaktør Zweigbergk fra "Sydsvenska Dagbladet" veteranskibsklubbens arbejde den allervarmeste interesse. Og "Svensk Sjöfarts Tidning" har taget tråden op og udtrykker håbet om, at eksemplet fra Danmark vil smitte, for:

Det ville virkelig være synd, hvis damp-epoken skulle gå i graven, uden at et eneste eksemplar af de gamle kulfyrede skibe blev tilbage. De var dog pionerer, når det gjaldt moderne trafik. Det var dem, der var med til at bygge det tætte net af linier rundt på verdenshavene, skriver det svenske blad.

Dunkerque-hjuldamper

Hidtil har der været gjort flere forsøg på at oprette lignende klubber i udlandet, men det danske eksperiment er det eneste, der virkelig er lykkedes og går godt. Det er dog ikke verdens første veteranskibsklub, idet nogle canadiere i 1962 købte S/S "Master".

Men det er dels en bugserbåd og dels driver man den kun lejlighedsvis i sejlads udelukkende for medlemmer, fortæller den danske formand, sekretær M. H. Spies. Der er således ikke tale om en egentlig veteranrute. Men ret skal være ret. Canadierne startede i 1962 og vi kom først i gang i år.

Fra den danske klub har man opfordret de svenske medlemmer til at slutte sig sammen i en svensk fraktion for at arbejde henimod en svensk klub. Omkostningerne har hidtil virket afskrækkende, men nu ser det ud til, at Arne Sundstrom, Ålstensgatan 113 i Bromma får held med at redde en større skærgårdsdamper for en svensk klub. At interessen i Sverige er meget stor for gamle skibe, har den danske klub for længst sandet. Det var således et svensk medlem, der sendte 1350 kroner til hjælp til redningen af "Skjelskør".

Sekretær M. H. Spies har gennem et brev til "Times" opfordret til dannelsen af en engelsk klub. Omtrent samtidig kom meddelelser om, at et labourmedlem i London County Council, mr. Ellis Hillmann havde foreslået, at en af de gamle Themsen-hjuldampere "Medway Queen" (316 ton) skulle bevares. Den sejlede sin sidste tur i september efter at have bragt cirka to millioner rejsende op og ned ad floden. Under slaget om Dunkerque sejlede den seks gange over kanalen og fik evakueret 7000 soldater, uden at skibet blev ramt af fjendens ild.

Veteranskibsklubben har foruden danske og svenske medlemmer også norske, et amerikansk samt en tysker. Dr. Ernst Schmidt, Reinbek ved Hamborg, fortæller, at han første gang læste om foreningen i Berlingske Tidende. Han fortæller endvidere i et brev, at man i Vesttyskland har gjort flere forgæves forsøg på at redde gamle skibe. I Schweiz er man gået en anden vej og har sat landets ældste damper "Rigi" fra 1848 op på land i Transportmuseet i Luzern. Tysklands ældste fartøj "John Penn" fra 1864 skal antagelig ende sine dage på samme måde i Dresden, når den næste år tages ud af farten. I Hamborg har professor Havernick fra det historiske museum købt en lille dampbåd "Geheimrat Just", som sejler på små gæsteture.

I England arbejder Paddle Steamer Preservation Society (oprettet 1959) nu alvorligt på at redde den føromtalte "Medway Queen". Et første forsøg på at bevare landets mindste hjuldamper "Alumchine" (76 ton) måtte opgives. Den sejlede for Pembrokeshire County Council indtil den blev taget ud af driften sidste år. Så langt væk som hos Historical Society of South Australia har man netop købt den sidste hjuldamper "Marion", der sejlede på Murray-floden. Det er dog tvivlsomt, om skibet fortsat skal sejle. Et tysk forsøg på at redde den sidste tyske hjuldamper på Bodensøen "Stadt Überlingen" faldt ikke heldigt ud.

Derfor kan man vist godt fastslå, at den danske Foreningen til Gamle Skibes Bevarelse er den eneste som reelt vil drive en veteranskibsrute, slutter dr. Ernst Schmidt og tilføjer, at det er overmåde vigtigt, at man ikke blot tænker på skibsfartshistorien. Man må også i rette tid tænke på at redde damplokomotiver og dampskibe, så også eftertiden kan se og opleve, hvordan de kører og sejler.

Prøveopfyringen og afprøvningen af "Skjelskør"s dampmaskine for nylig i flydedokken i Nyborg gik over forventning godt.  Foreningen har nu 324 medlemmer.

pdfScan af original dokunent