Vandringsmanden skriver - En veterans glade hjemkomst

DET er ikke en krigsveteran, der er tale om, men bare en lille gammel damper, der i halvhundrede aar havde færdedes i al slags vejr mellem "fastlandet" og to smaa, vindomsuste øer i Store Bælt. - To smaa prikker paa kortet, men en verden for sig, og i den verden var den gamle damper et nødvendigt led, til den ikke kunne mere og blev dømt til ophugning.

Men saa skete det, at nogle syntes, den gamle damper, som er en af de faa rigtige dampskibe - med cylindermaskine og stor sort røghale efter sig, naar der fyredes under kedlen - at den altsaa var altfor god til at kassere. "Veterankøbsklubben" rørte paa sig, Og det vidunderlige skete, at S/S Skjelskør blev købt tilbage fra ophugningsbeddingen og gjort foreløbig istand.... og det er en hel lang og meget opmuntrende historie, hvordan det skete, hvor pengene kom fra o.s.v.; der sker da ogsaa glædelige ting endnu her i verden!

Og en solskinssøndag kom den gamle skibsveteran nok saa frisk dampende til København, hvor Den kgl. grønlandske Handel har givet det gratis kajplads indtil videre, og hvor det strømmede ind med gaver til det flittige, gamle skib, der nok kan arbejde en tid endnu og fortælle om dansk skibsbygning og om trofast sømandsskab aar ud og aar ind, tit under vanskelige forhold.

- Blandt de mange, der stod paa Langeliniekajen for at se skibsveteranens muntre hjemkomst fra død og undergang, var der en dame, der som lille pige tit har sejlet med "Skjelskør" ud til sommerparadiset og barndomsparadiset paa Storebælt-øen. Dengang syntes hun, at det var et vældigt stort skib... saa langt der var ned til vandet, naar man stod paa det øverste dæk!

Og en dag tog blæsten hendes nye straahat udenbords, og hun ville have kaptajnen til at standse og vende skibet for at fiske hatten op. Men han maatte paa sit norsk trøste hende, saa hun tørrede sine taarer... og bag det hele syn af den lille damper, der lod dampfløjten lyde i havnen ved København og manøvrerede, nok saa smukt, var det, som om den norske kaptajn igen stod der ved rattet og fortalte om sejlads paa de syv have, rundt Kap Horn, ud til tropeøer med negre og alt det, som han oplevede i de unge aar, førend han kom til at føre S/S Skjelskør, og ogsaa dér fik brug for mod og udholdenhed, naar det stormede, eller naar taagen lukkede sig om alt, eller naar isen var som i et grønlandsk farvand. Støt og rolig førte kaptajnen sit skib ud til øerne, saavidt som det blot var muligt. Og nede i maskinrummet var der lunt og godt, og der var lejlighed til en god passiar med "mester"... men helst stod man øverst oppe og oplevede det skønne land og hav til hver en aarstid. Dér var der ogsaa friskere end nede i den snævre, lille kahyt med de maaske søsyge passagerer, eller paa fordækket med kreaturerne.

- Nu vendte saa den gamle damper tilbage til livet, og pengene til at gøre den helt igennem fint i stand, skal nok komme, for "Veteranskibsklubben" ledes energisk og under en aabenbart lykkelig stjerne. Og det er altid glædeligt, naar noget, der var lagt tilside som ubrugeligt, fik lov til at leve videre. Men mest fortæller et gammelt skib til dem, der har kendt det i dets unge dage - for det er med skibe ligesom med mennesker: fælles oplevelser i lyse og mørke dage knytter de stærkeste hjertebaand.

-Vandringsmanden.

pdfScan af original dokument

25.000 hestekræfter til forskel på de to færger

Det var en morsom sammenligning, der forleden kunne drages i Statshavnen ved værftets udrustningskaj. Lille hyggelige ”Skjelskør” var placeret i havnebassinet ved siden af kæmpefærgen ”Dronning Ingrid” til DSB. Den lille damper sejlede i sin tid passagerer mellem Skelskør, Agersø og Omø, mens ”Dronning Ingrid” skal indsættes på Storebælt mellem Korsør og Nyborg.

”Skjelskør” blev bygget i 1914 på Ring Andersens Værft i Svendborg, der senere blev til det kendte Svendborg Skibsvæft, der har bygget flere færger til HH-overfarten. I 1963 blev skibet købt af Dansk Veteranskibsklub og sat i stand til passagersejlads på Roskilde Fjord med stor succes. Desuden kan skibet lejes til arrangementer.

Nu har skibet gennemgået en større overhaling på værftet, der har lagt hus til, mens medlemmer af foreningen har kùnnet lave en del af arbejdet selv. Men foreningen møder også stor goodwill mange steder. Således har firmaet Kragh og Sønner i Helsingør skænket foreningen tre store vinduer, der er blevet isat agtersalonen - lavet efter de originale tegninger. Disse vinduer har manglet siden foreningen overtog skibet der i øvrigt har kostet millioner at sætte i forsvarlig stand. Heri medregnet de mange tusind frivillige arbejdstimer, der er gået med.

Og så kan man altså drage sammenligninger mellem de to passagerfærger, der hører hver sin tid til. ”Skjelskør” har en egenvægt på ca. 70 tons, mens ”Dronning Ingrid” har en egenvægt på 9.000 tons! DSB-færgen kan medtage 2.000 passagerer, mens ”Skjelskør” har plads til 125. Maskineriet i den hidtil største færge herhjemme - måske endda hele verden - er på 25.440 bremsehestekræfter, der giver færgen en fart på 19 knob fuldt lastet med passagerer og jernbanevogne, mens ”Skjelskør” har 64 bremsehestekræfter, der giver damperen en fart på ni knob.

Og så lige de to færgers længde. ”Skjelskør” fyldte ikke meget i bassinet med sine beskedne 20 meter, mens ”Dronningen” er på 152 meter. DSB-færgens bredde er 23 meter, og ”Skjelskør”s’ fire meter. Er ”Dronning Ingrid” imponerende i sin størrelse, så er ”Skjelskør” tilsvarende hyggelig.

Billedtekst

Billedet øverst:

Det kan ligefrem være svært at få øje på dampfærgen ”Skjelskør”, når den sammenlignes med kæmpefærgen ”Dronning Ingrid” til DSB. (Foto: Carsten Ingemann)

pdfScan af original dokument

Veterandamper til København i dag

Dansk Veteranskibsklubs 49-aarige damper "Skjelskør" afgik i gaar fra Nyborg Skibsværft med kurs mod København.

Det var oprindeligt meningen, at sejladsen skulle gaa nord om Sjælland, men paa graad af daarligt vejr har man besluttet at sejle sønden om og overnatte i Stubbekøbing.

Paa kommandobroen staar skibets gamle fører, lods Arthur Møller.

Skibet ventes til København i eftermiddag, og veteranskibsklubbens medlemmer gaar saa i gang med at male det op, saa det kan præsentere sig ved kommende sejladser.

Skibet sejlede sidst for egen kraft, da det gik til et ophugnirtgsfirma i Odense. Man havde regnet med, at det ville blive dets sidste tur, men da traadte klubben til og lod det gamle fartøj reparere paa Nyborg Skibsværft.

pdfScan af original dokument

"Skjelskør" reddet fra ophugning

Ved en økonomisk kraftanstrengelse er det lykkedes Veteranskibsklubbens 150 medlemmer at skaffe penge nok til at redde den gamle, kulfyrede damper »Skjelskør« fra en truende ophugning.

Et ekstra tilskud paa 2000 kr. fra Maskinmestrenes Forening for nogen tid siden gjorde det muligt at opfylde salgsbetingelserne, og Veteranskibsklubbens køb af den lille færge, der i mange aar sejlede farvandet tyndt mellem Skælskør´-Agersø og Omø, er nu endelig gaaet i orden.

Men dermed er indsamlingen ikke slut. Klubben fortsætter for at skaffe penge til de nødvendige reparationer ombord

pdfScan af original dokument

Veteranskibet »Skjelskør« ventes bevaret

Det ser nu for alvor ud til, at den 48-aarige damper S/S »Skjelskør« af Skælskør kan bevares af den danske veteranskibsklub.

Klubben har nu 130 medlemmer, og heraf er de 30 kommet til indenfor de sidste dage, bl. a. har maskinmestrenes forening indmeldt sig med og betalt 2000 kroner i kontingent - een gang for alle. De mange penge betyder, at foreningen kan indlede forhandlinger i denne uge, og man haaber paa handel ved et aftalt bud paa 13.500 kroner for den gamle skude, et af de sidste kulfyrede passagerskibe, der har sejlet i kystfart herhjemme.

»Skjelskør«, der har sejlet paa ruten Skælskør-Agersø-Omø, ligger nu ud for produktforretningen H. I. Hansens ophugningsomraade i Odense.

pdfScan af original dokument