Ture til lands eller vands
Jægerspris: Lokale får mulighed for at lege turist i eget område på fire spændende udflugter, som Jægerspris Turistforening inviterer til i løbet af juli måned.
Der bliver to gåture, én cykeltur og én sejltur, som alle varer cirka fire timer i ro og mag, og undervejs er der indlagt en spisepause, hvor man kan spise sin medbragte mad.
Første tur finder sted i den kommende weekend, lørdag den 2. juli. Her kan man komme med på spadseretur i skydeterrænnet vest for Kulhusvej sammen med biolog Erling Krabbe fra Skov- og Naturstyrelsen. Turen begynder klokken 10.00 fra p-pladsen ved Sandbakken, som man finder på hjørnet af Nygårdsvej/Kulhusvej.
Lørdag den 9. juli går gåturen til Risø's forskningsanlæg »Climate« på Brandbjerg, lørdag den 16. juli er der afgang fra Frederikssund Havn på sejltur med S/S Skjelskør i Roskilde Fjord, og sidste tur foregår lørdag den 23. juli på cykel rundt i skydeterrænnet vest for Kulhus, alle dage i tidsrummet klokken 10-14.
Gåturene og cykelturen er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig. Der kræves dog tilmelding til sejlturen hos turistforeningens formand Asger Mansted på telefon 47 53 13 56, og det koster 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn under 12 år at komme med, mens børn under fire år er gratis.
Gadekærslaug får en jolle
Gerlev: Det over 500 kvadratmeter store gadekær i Gerlev har fået sin egen træjolle, som har en ganske interessant forhistorie.
Fra slutningen af 1940'erne og frem til i år har jollen været monteret på dampskibet Skjelskør med hjemsted I Frederikssund Havn - de første mange år som redningsfartøj, og siden blot som pynt.
Men medlemmerne af foreningen til Gamle Skibes Bevarelse, der ejer S/S Skjelskør, har besluttet at skille sig af med træjollen, som først er kommet til langt senere end byggeåret i 1915.
- Vi har ikke brug for jollen. Den er ikke original, og den tager udsynet i midten af dækket, når folk kigger fra den ene til den anden side. Så vi synes, at Gerlev Gadekærslaug kan få gavn af den på en måde, der lever op til formålsparagrafferne, siger korresponderende skibsreder, formand for foreningen til Gamle Skibes Bevarelse, Frits Holm Hansen, og tilføjer, at Skjelskør helt efter moderne sikkerhedsforskrifter er forsynet med fem plasticbeholdere med oppustelige redningsflåder.
Træjollen blev allerede udflaget for et stykke tid siden og lå ved havnekontoret i Frederikssund, da de to Gerlev-borgere Kaj Bak Petersen og Jørgen Vingaard blev opmærksomme på den. De kontaktede formanden for Foreningen til Gamle Skibes Bevarelse, og efter et bestyrelsesmøde i søndags overdrog foreningen den 3-400 kilo tunge træjolle til folk fra Gerlev Gadekærslaug, der transporterede den over broen på en lejet specialtrailer,
- Vi er meget glade for at have fået jollen og vil gøre alt til, at jollen igen kommer til ære og værdighed med navnet »Lille Skjelskør«. Vi vil kunne bruge den, hvis nogen for eksempel falder i vandet, men først og fremmest vil den med flag i agter pynte i Gerlev gadekær om sommeren, fortæller Jørgen Vingaard, der ser frem til at se sin makker Kaj iført kaptajn-kasket.
»Lille Skjelskør« ligger lige nu på bredden af gadekæret og venter på at få en gang tjære på som bundmaling, inden overtagelsen fejres med en søsætningsfest.
I mellemtiden er »store« Skjelskør ved at blive gjort klar til en ny Sæson med chartrede ture og offentlige sejladser efter en gennemgribende reparation af den 90 år gamle dampkedel. Første åbne sejltur bliver søndag den 19. juni.
Billedtekst
Kaj Bak Petersen ved jollen »Lille Skjelskør«, som Gerlev Gadekærslaug har fået af foreningen til Gamle Skibes Bevarelse. Foto: Privat
Artiklen er citret fra avisens websted. Artiklen er delt i to, en del på forsiden og en del i 2. sektion
Museumsskib sejler igen
Det gode museumsskib S/S Skjelskør med hjemsted i Frederikssund kommer atter til at sejle på Roskilde Fjord i sommer, lyder det glade budskab fra den korresponderende reder, Frits Holm Hansen (billedet).
Hele sidste år måtte den 90 år gamle kulfyrede damper ligge brak i havnen på grund af en utæt dampkedel, som foreningen bag skibet manglede penge til at få repareret på tilfredsstillende vis. Nu er Nordea Danmark Fonden trådt til med en gave på 100.000 kroner, der dækker udgifterne, så turister og lokale igen kan komme ud på sejladser og opleve det fantastiske fjordlandskab fra vandsiden.
Frederikssund 2. sektion side 6
Skjelskør skal sejle i sommer
En fondsgave sikrer, at museumsskibet Skjelskør i Frederikssund kan blive repareret, så den kulfyrede damper kan genoptage sine sejladser på Roskilde Fjord i sommer.
Frederikssund: Til sommer kommer Frederikssunds turistattraktion til vands, det kulfyrede dampskib S/S Skjelskør, atter til at stævne ud på chartrede- og søndagsture på Roskilde Fjord.
![]() |
Det sker efter, at det 90 år gamle museumsskib har været tvunget til at ligge brak hele sidste år ved havnekajen med en utæt kedel, der medførte aflysninger af samtlige sejladser.
S/S Skjelskør ejes af Foreningen til Gamle Skibes Bevarelse, og medlemmerne har flere gange forsøgt at reparere den utætte kedel uden tilfredsstilllende resultat. Men nu har Nordea Danmark Fonden besluttet at træde til med en gave på 100.000 kroner, så kedlen kan blive repareret af specialister, ligesom et mørnet dæk i skibets forstavn skal udskiftes, inden det rådner.
- Det er en dobbelt glæde for os. Uden den økonomiske hjælp ville vi langsomt komme til at dræne vores kassebeholdning og driftssikkerhedskonto, men samtidig er det også et stort skulderklap for det arbejde, vi gør frivilligt og ulønnet, fortæller en glad formand for Foreningen til Gamle Skibes Bevarelse, korresponderende reder Frits Holm Hansen, som skønner, at det vil tage cirka tre uger at få repareret den utætte kedel.
Frits Holm Hansen fik i går overrakt en stofpose med sammenrullede tusindekrone-sedler af formand for Nordeas lokale bankråd, Jan Morbech.
- Vi føler, at Skjelskør er så tilpas stor en turistattraktion, at det vil være synd ikke at få det ud at sejle igen. Lokalt har vi begrænsede midler, så vi var nødt til at gå til hovedfonden og bede om økonomisk hjælp - og det fik vi heldigvis, så det gode skib atter kan komme ud i sit rette element, forklarer Jan Morbech.
Specialister fra firmaet Force Technology har undersøgt og vurderet, at den utætte kedel er bevaringsværdig og trods sin høje alder kan holde mange år endnu med den korrekte reparation. Force Technology er lokalt ellers mest kendt for at have gennemført en kontrolleret gassprængning med en over 100 meter høj ildsøjle til følge i det militære terræn nord for Jægerspris kort før jul, og firmaet har anbefalet det nordjyske firma Internationale Combustion Engineering A/S, forkortet ICE, til kedel-reparationen.
Efter planen tager S/S Skjelskør hul på sæsonen med en sejlads for sine naboer i bebyggelserne på havnefronten søndag den 12. juni, og fra søndag den 19. juni og tre søndage frem vil alle kunne komme med på en times ture på Roskilde Fjord.
Artiklen er citret fra avisens websted
Skjelskør har mistet pusten
Damp-veteranskibet Skjelskør har udskudt sæsonstarten i Frederikssund Havn til 18. juli på grund af utæthed i skibets kedel.
Frederikssund: Ved det årlige eftersyn på S/S Skjelskør for noget tid siden kunne Statens Skibstilsyn konstatere en mindre utæthed i skibets kedel. Det betyder, at skibet, som sejler på fjorden om søndagen i sommersæsonen og ellers kan lejes til private ture, ikke kan
![]() |
S/S Skjelskør har fået en utæthed i kedlen, og dampskibet har udskudt sæsonstarten til den 18. juli, hvor man håber skaden vil være udbedret. |
opnå det nødvendige damptryk i maskinen.
Det er "Foreningen til gamle Skibes Bevarelse", som sejler med Skjelskør, og siden skaden i kedlen blev opdaget, har foreningen forsøgt at udbedre utætheden. Det er dog ikke lykkedes i første omgang, og i øjeblikket forsøger man med en ny reparation. Derefter skal kedlen igen prøves under tryk.
- Vi er nok først klar til at sejle den 18. juli, men det kræver naturligvis, at Statens Skibstilsyn godkender reparationen, siger medlem af bestyrelsen i Ove Scheel. Indtil da er Skjelskørs sommersejladser fra Frederikssund Havn om søndagen aflyst, og det samme er de chartrede ture. Bestyrelsen håber på, at man derefter kan genoptage sejlsæsonen for fuld damp.
Dampskibet S/S Skjelskør blev bygget på J. Ring Andersens Staalskibsværft på Frederiksøen i Svendborg, hvor skibet den 5. december 1914 blev søsat. Den 13. marts gik skibet på prøvetur i farvandet ved Svendborg, og efter prøveturen blev skibet overdraget til Dampskibselskabet Skjelskør, og indsat på ruten mellem Skælskør og øerne Agersø og Omø. Det blev til cirka 15.000 ture i 47 år.
I 1963 købte "Foreningen til gamle Skibes Bevarelse" Skjelskør, som var på vej til ophugning, for 13.500 kroner.
Artiklen er citret fra avisens websted
Skjelskør opgiver at sejle i år
Damp-veteranskibet Skjelskør kommer ikke til at sejle i år på grund af en defekt kedel. Vi vil ikke sætte sikkerheden over styr, lyder det fra formanden bag det gamle skib.
![]() |
En defekt kedel betyder at Skjelskør ikke kommer ud at sejle på fjorden i år. |
Frederikssund:Det bliver ikke noget med at tage en tur ud på fjorden med det gamle damp-veteranskib Skjelskør i år. Det afgjorde "Foreningen til gamle skibes bevarelse", der står for sejladsen med Skjelskør, da de for nylig holdt ekstraordinært bestyrelsesmøde. Beslutningen blev truffet, fordi skibets kedel ikke viste sig at være i forsvarlig stand til at klare en sæson mere på fjorden. Under en test af kedlens tryk, kom der en revne i kedlen, så den ikke længere kunne holde trykket.
I første omgang blev sæsonstarten udskudt til den 18. juli, da foreningen håbede at kunne på at få repareret kedlen til det tidspunkt, men nu har de valgt definitivt at kaste håndklædet i ringen.
- Nu er kedlen blevet svejset to gange, og det har vist sig ikke at kunne holde, så vi har bestemt os for at indstille årets sejlture, indtil vi har fundet ud af præcist, hvad der er galt med den, siger Frits Holm Hansen, der formand for foreningens bestyrelse.
Stor udgift
En tilstandsrapport skal nu afsløre, om kedlen skal repareres en gang til eller den skal udskiftes med en ny. Det vil under alle omstændigheder være en bekostelig affære, da en reparation vil koste cirka 250.000 kroner, mens en helt ny kedel vil koste cirka en million kroner. Det er penge, som foreningen på ingen måde ligger inde med, så derfor har de planer om at søge fonde og sponsorer, men først bliver de nødt til at have en rapport, der nøjagtig beskriver, hvad der er galt med skibets kedel.
Til trods for at foreningen går glip af årets indtægt på cirka 225.000 kroner for fjordsejladsen og samtidig kan se frem til en gigantisk regning, så mener Frits Holm Hansen, at det er den rigtige beslutning, der er blevet truffet.
- Skibet skulle også have været en tur til Vejle og Helsingør, og så er det altså ikke særlig sjovt at ligge ude i høj sø og pludselig miste dampen. Så af hensyn til sikkerheden ombord er jeg glad for beslutningen, siger han. Hvis kedlen skal repareres er skibet klar igen til næste sommer, men hvis kedlen skal udskiftes er det ifølge formanden mest sandsynligt, at skibet først kommer på fjorden igen til sommeren 2006.
Side 2 ud af 3