Billederne herunder er taget den 21/9. Som det kan ses, er smeden I Gilleleje gået i gang med at udskifte den stålplade, der har nået minimum tykkelsen på de 5 mm. Det er på ingen måde et let stykke jern der er skåret ud, der skal solide overarme til at flytte det rundt, har prøvet :-)
Dele af pladen er sandsynligvis original fra 1914. Andre områder er fra nyere tid – svejsesømme samt nitterne fortæller alle en historie om tidligere udskiftninger. Det er planen af smeden færdiggør arbejdet i uge 39. Derefter skal skibet bundmales for derefter at blive sat i vand igen, for tiden er en smule presset. Skibet skal helst være tilbage i Frederikssund, inden Kronprins Frederiks Bro lukkes for renovering – et arbejde der betyder broen ikke kan gå op før slutningen af januar.


Fun Fact: De grå klodser på siden af skibet er anoder, der skal beskytte mod galvanisk tæring. Tæring opstår når to forskellige metaller befinder sig i en elektrisk ledende væske, så som havvand. I stedet for tæring af skibets stål, "ofres” zinkklodserne. Klodserne skiftes så ud når de er tilstrækkelig slidte. Læs mere om galvanisk tæring på Virtuel Galathea3 hjemmeside.

 

Billede S/S Skjelskør med udskåret stålplade i skrog

 

På trods af datoen - fredag den 13. - kom damperen sikkert på land. Således er skibet nu rengjort under vandlinjen og de indledende arbejder er begyndt, så stålpladen nær kølen kan udskiftes. Arbejdet bliver en del besværliggjort af, at stålpladen sidder på begge sider af et skot (betegner en rumadskillelse på et skib).
For at give arbejdsplads i skibets lastrum til området hvor stålpladen skal udskiftes, skulle bagbord friskvand tank flyttes. Der er ingen i foreningen, der kan huske, de IKKE altid har siddet der. Det tog Erik og Mogens pænt 2 timer, at flytte tanken de godt 2 meter ud af sin vante plads, thi pladsen er trang og meget står i vejen. Specielt drænstudsen i tankens bund fik en del ukvemsord med på vejen ¯\_(ツ)_/¯

 

20190914 100319

Damperen på land.

Søndag den 8. september blev S/S Skjelskør sejlet til Gilleleje for det årlige værftsophold. Det blev en rigtig fin tur, med meget let vind, og bølger der på ingen måde kunne gøre selv den slemmeste landkrappe søsyg.
I forbindelse med opholdet i Gilleleje kommer Søfartsstyrelsen på besøg til skrogsyn, derefter skal skibet renses og males under vandlinjen. I samme forbindelse, skal nogle stålplader ved kølen udskiftes, der efter 104 år nærmer sig minimum tykkelsen. Så jo, der er stadig masser af aktiviteter selv om sommersæsonen er overstået :-)

20190908 160908

"Den Sorte Mole" - damperens kajplads siden 1994 skal udskiftes. På oversiden ser molen ganske fin ud, med kun lettere spor efter mange års brug. Værre ser det ud med de pæle der holder molen. For de er angrebene af pæleorm, en fæl lille fætter hvis føde består af cellulose - træværkets primære bestanddel. Derfor har Frederikssund kommune besluttet at udskifte molen i efteråret 2019. Det betyder at S/S Skjelskør har fået anvist en ny midlertidig plads indtil den nye mole står parat. 

ny midlertidig placering

I forbindelse med S/S Skjelskør besøg i Skælskør by har TV Sydsjælland udarbejdet en todelt udsendelse om skibet, byen samt øerne Omø & Agersø.